Byudvikling i gang: Det gamle posthus reddes af ægtepar
Ægteparret Peter og Helle Pørtner Voldby lægger ekstra kræfter i at gøre deres barndomsby mere velbesøgt.
På Jernbanegade i Brædstrup er håndværkerne i fuld sving. Det er ægteparret Peter og Helle Pørtner Voldby, der har sat dem i gang.
Det gamle posthus i gaden skal fornyes – til en restaurant og fire lejligheder.
Det er Peter og Helle, som sammen ejer PHC ejendomme ApS, der endelig fik fat i den gamle bygning i Brædstrups centrum. 'Endelig' fordi parret har villet købe bygningen i mange år:
- De seneste tre år har vi regnet lidt på det og snakket om, at det kunne være noget for os, fortæller Helle Pørtner Voldby til TV SYD.
Hjembyen i udvikling
Parret forhandler ejendomme både i Horsens og Brædstrup, men det er i Brædstrup, at deres hjerter ligger. De er begge opvokset i byen, og nu bor de der sammen med deres to børn.
Samtidig ser de begge en udvikling i byen – en udvikling, de gerne vil være med til at skubbe endnu mere gang i.
- Vi vidste, at der skulle ske noget i det her område, så det var en rigtig attraktiv bygning at få fat i, forklarer Helle.
Og de er ikke de eneste, der ser den udvikling. Det gør Horsens Kommune også. Kommunen lægger 18 millioner kroner til side til byudvikling i Brædstrup.
Læs også
- Det smitter lidt af på os, der har lyst til at investere i byen, for så er vi godt klar over, at der sker et kæmpe løft lige i det område her, og det synes vi er rigtig fedt at være med til at bidrage til, fortæller Peter Pørtner Voldby.