Knallertbud trodsede togbomme: Nu er han sigtet
Midt- og Vestjyllands Politi har fundet frem til det knallertbud, der torsdag trodsede togbomme og var tæt på at blive påkørt at et Arriva-tog.
En 25-årig mand fra Favrskov Kommune er blevet sigtet for at overtræde færdselsloven, da han torsdag morgen på sin knallert trodsede togbomme og togsignaler og kørte over jernbaneoverskæringen på Kildevej i Svejbæk. En hændelse, der påvirkede togdriften mellem Struer, Herning og Aarhus en stor del af dagen.
- Han erkender, at det var ham, der kørte knallerten. Han fortæller, at han lige mente, at han kunne nå det. Men det er ikke en undskyldning, siger Bent Riber, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Silkeborg.
Den 25-årige mand er sigtet for overtrædelse af Færdselslovens paragraf 5, stk. 2, der siger, at man har pligt til at stoppe, når bommene er nede, og togsignalet blinker og giver lyd.
Færdselsloven om færdsel over jernbanespor
Paragraf 5. Trafikanter, der skal passere jernbaneoverkørsel, skal udvise særlig forsigtighed. Færdsel over jernbaneoverkørsel må ikke finde sted, når det kan ses eller høres, at tog nærmer sig. Kørende skal afpasse hastigheden således, at standsning om nødvendigt kan ske før sporene. Når sporene passeres, skal dette ske uden unødigt ophold.
Stk. 2. Trafikanter må ikke passere jernbaneoverkørsel, når:
1) pligt til standsning er tilkendegivet ved signalanlæg,
2) bomme er lukkede, eller medens bomme lukkes eller åbnes, eller
3) jernbanens personale tilkendegiver, at tog nærmer sig.
Stk. 3. Standsning skal ske i betryggende afstand fra sporene og før signal eller bom.
Knallertbuddet får nu en bøde og et klip i kørekortet.
Lokofører for påvirket til at fortsætte sit arbejde
Selv om toget ikke ramte knallerten, så var det alligevel en rystende oplevelse for lokoføreren, der ikke kunne fortsætte sin arbejdsdag efter oplevelsen. Derfor blev en del togafgange mellem Struer og Aarhus aflyst torsdag morgen og formiddag.
- Lokoføreren er meget påvirket af oplevelsen. Selv om der ikke skete noget denne gang, så kender vi konsekvenserne. Det overrasker, at buddet bevist kører igennem bommene, når de er nede, sagde Thomas Fog-Petersen, der er kommunikationsmedarbejder hos Arriva efter hændelsen.