Halløj på stemmesedlen: Arne Lægaard og Arne Lægaard stiller op for samme parti

Vælgerne skal holde tungen lige i munden, hvis de til regionsrådsvalget i november vil stemme på Arne Lægaard, for dem er der to af.

Når der den 16. november er valg til det midtjyske regionsråd, har vælgerne mulighed for at sætte deres kryds ved Arne Lægaard.

Og Arne Lægaard.

Og nej, der ikke er tale om en fejl.

På stemmesedlen vil der optræde to politikere ved navn Arne Lægaard. Og de repræsenterer begge Venstre.

Det drejer sig om Arne Lægaard, nuværende regionsrådsmedlem og tidligere borgmester fra Holstebro. Og så Arne Lægaard fra Skanderborg, der bor i Galten og for første gang er kandidat til regionsrådet - en situation, som Arne Lægaard fra Holstebro har valgt at tage fra den positive side.

- Det er da en udfordring, som vi må se at få det bedste ud af. Vi tager det fra den humoristiske side, siger han til TV MIDTVEST.

Arne Lægaard fra Holstebro er nummer 10 på Venstres liste, og Arne Lægaard fra Skanderborg er nummer 16, og faktisk kender Arne Lægaard - altså ham fra Skanderborg - den anden Arne fra gammel tid.

- Det er da en pudsighed, for jeg har altid kendt til ham. Min morbror var nabo til ham, så jeg kender ham og har altid været bevidst om, at han var der, siger Arne Lægaard fra Skanderborg, der også er opstillet til kommunalvalget i Skanderborg Kommune.

Ikke første gang

Han kommer oprindeligt fra Hjerm mellem Holstebro og Struer, og navnet Lægaard er et slægtsnavn fra området Lægaard. Hvordan det forholder sig med Holstebro-Arne ved Skanderborg-Arne ikke helt.

quote Jeg vidste det godt på forhånd, og det var en af mine overvejelser, om det her ville give forvirring.

Arne Lægaard - altså Skanderborg-Arne

Pudsigt nok er det ikke første gang, at de to gange Arne Lægaard figurerer samtidig som kandidater, for i 2001 kunne man også sætte kryds ved dem, men dengang dog i to kommuner.

Holstebro-Arne var nemlig opstillet i Holstebro Kommune, hvor han også blev borgmester frem til 2010, mens Skanderborg-Arne dengang var opstillet i Struer Kommune og ikke blev valgt.

Det gav en del morskab i det vestjyske, at to kandidater bar det samme navn, og det gør det nok også denne gang, hvor de endda figurerer på samme stemmeseddel, hvilket har sat tanker i gang hos Skanderborg-Arne. 

- Jeg vidste det godt på forhånd, og det var en af mine overvejelser, om det her ville give forvirring.

Problem ved brevstemmer

På stemmesedlen vil kandidaternes hjemkommune fremgå efter navnet, så vælgerne har en chance for at skelne mellem de to Arner. 

Hvis man til gengæld vil brevstemme på en af de to kandidater, skal man selv sørge for at tilføje kommunen, så der ikke er tvivl om, hvem man ønsker at give sit kryds.

- Vi har spurgt juristerne hos Region Midtjylland, hvad der sker, hvis man ikke tilføjer kommunenavnet efter Arne Lægaard. Svaret er, at man så ikke kan afgøre, hvem der er stemt på. Brevstemmen tæller derfor kun som en listestemme på Venstre – og ikke som en personlig stemme på en af de to kandidater, siger formanden for Venstre i Region Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard, i en pressemeddelelse.

Arne Lægaard - og det er stadig ham fra Holstebro - siger, at han er overrasket over, at systemet ikke har taget højde for muligheden for navnesammenfald ved brevstemmerne.

- Nu var der ikke så mange brevstemmer i Holstebro ved sidste valg, men der ligger da en opgave i at få fortalt folk, at de skal huske at skrive kommunenavnet på brevstemmerne, siger han.

Lægaard fra Holstebro siger, at han personligt ikke kender Lægaard fra Skanderborg.

- Men jeg ved, hvem han er, for han stammer vist fra Hjerm, siger Arne Lægaard fra Holstebro.

Dagbladet Holstebro-Struer skriver i øvrigt, at der i hele landet kun er tre personer ved navn Arne Lægaard.