Østjysk strand blandt de ringeste
Strand ved Kalø Vig er en af de seks danske strande der får bemærkningen "ringe"
Vejret indbyder i disse dage virkelig til en tur på stranden og måske endda en tur i vandet. Men hvis en strand 100 meter nord for Gl. Løgten Strandkro i Kalø Vig er din destination, så skal du måske finde en anden strand.
I hvert fald er den blandt de seks danske strande, der har fået bemærkningen "ringe" i en EU-rapport over det europæiske badevand.
- Man har været ude og tage en eller flere prøver, hvor man har fundet bakterier i. Det er bakterier, der typisk stammer fra spildevand, siger Mikkel Hahl fra Naturstyrelsen til tv2oj.dk.
Og man har da også med alt sandsynlighed fundet ud af, hvad der er galt på stranden.
- Man har været i gang med at spore, hvem der kunne være skyld i det, og der er fundet huse med decentrale spildevandsanlæg, som ikke var i orden, de har fået påbud om at ordne det, siger Mikkel Hahl.
Man skal være meget uheldig
Der er dog ifølge Mikkel Hahl ikke stor risiko ved at bade i vandet. Han mener, at man skal være meget uheldig, hvis der skal ske noget.
- Det kan være farligt for små børn, hvis de sluger en masse af vandet, siger Mikkel Hahl.
Generelt viser EU-rapporten, at det danske badevand klarer sig rigtig godt, 86 procent af de danske strande får topkarakter i rapporten.
Du kan finde kvaliteten på din strand her
Det er en strand ved Kalø Vig, der har fået bemærkningen "ringe"