Østjysk skytte vinder sølv i World Cup-finale

Torben Grimmel fra Mørke på Djursland henter oprejsning efter et skuffende OL

Arkivfoto. Foto: Claus Fisker - Scanpix

Skytten Torben Grimmel fra Djursland vandt torsdag sølv i riffeldisciplinen 50 meter liggende ved World Cup-finalen i Bologna.

Dermed fik den østjyske OL-deltager revanche for en skuffende indsats i Rio, hvor han som medaljehåb sluttede helt nede som nummer 23 ud af 47 deltagere i kvalifikationen og ikke klarede sig til finalen.

Anderledes godt er det gået i årets World Cup.

Læs også Aarhus hylder sine OL-atleter

Med sejre i Bangkok, München og Baku havde Torben Grimmel inden World Cup-finalen taget tre guldmedaljer ud af fire mulige.

I selve finalen lå han længe til guld, men blev først overhalet på næstsidste skud.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for resultatet, men samtidig også en smule ærgerlig over, at sejren smuldrede mellem fingrene på mig til sidst.

- Især fordi jeg havde et uheldigt skud i næstsidste skud i finalen, hvor vinden forsvandt, lige idet jeg trykkede på aftrækkeren, og dermed satte skuddet i kanten af 10'eren i stedet for, at det fløj ind i midten, siger Torben Grimmel i en pressemeddelelse.

- Men sådan kan det gå, og når jeg ser tilbage på hele sæsonen, så kan jeg vist ikke tillade mig at være utilfreds med tre World Cup-guldmedaljer og nu en sølvmedalje ved World Cup-finalen.

Læs også Østjysk riffelhåb misser OL-finalen

I World Cup-finalens kvalifikation sluttede danskeren bedst af alle, og i medaljeskydningen lå han længe til guld.

 Føringen blev dog mindre, som de afgørende skud skulle sættes ind, beretter Dansk Skytte Union, og på næstsidste skud blev han overhalet af amerikanske Michael McPhail, der skød den højeste mulige score (en 10.9'er).

Amerikaneren holdt også hovedet koldt på det sidste skud og sluttede som sådan 0,6 point foran Torben Grimmel. 

Torben Grimmel skuffede ved OL i Rio. Anderledes godt er det gået i årets World Cup. Foto: Edgard Garrido - Scanpix