Her er priserne skudt i vejret: Familie betaler gerne mere for at bo i populær kommune
Flere steder i Østjylland er boligpriserne skudt i vejret det seneste år. Særligt Odder og Syddjurs kommune er eftertragtede områder. Og ejendomsmægler Jette Dalgaard fra Hornslet mener, at udviklingen skyldes den meget store efterspørgsel.
Søndagen står ikke på afslapning og hygge for Mette og Kim Hollesen.
De er tværtimod på jagt - efter en ny bolig.
Derfor er de taget fra deres hjem i Hornslet til det, der i fremtiden måske bliver deres nye.
- Der skal ske noget nyt. Vi skal ud at have luft, i stedet for at bo midt i byen, siger Kim Hollesen og suppleres af Mette Hollesen:
- Gerne ud hvor der er plads til en crosser og lidt mere natur omkring os.
Boligpriser eksploderet
For familien er det vigtigt at blive boende i Syddjurs Kommune.
Og de er langt fra de eneste, der gerne vil bo i Syddjurs, når natur er på toppen af ønskelisten.
- Det er super populært. Jeg tror, det i første omgang er det nærheden til Aarhus, og så kan vi lidt det hele, vi har natur, strand og skov, siger ejendomsmægler fra Hornslet Jette Dalgaard.
Ifølge en opgørelse fra BoligSiden er Syddjurs den kommune i Østjylland, der har gennemgået den største prisudvikling det seneste år.
Her er boligpriserne steget med 14,6 procent, lige under ligger Odder Kommune med en stigning på 14,2 procent.
- Det skyldes at området er super populært, men det skyldes også, at vores udbud på huse har været lavt, siger ejendomsmægler Jette Dalgaard og tilføjer:
- Det er klart, når der er stor efterspørgsel og udbuddet er lavt, så vil priserne jo stige.
Det har familien Hollesen også bemærket.
- Det er da lidt dyrere at bo i Syddjurs kontra, hvis man flytter til Norddjurs eller et andet sted. Man får noget mere for pengene de andre steder, men det er også bare fedt at bo tæt på Aarhus og tæt på Randers, men alligevel bo i en landsby, siger Mette Hollesen.
Storbyen trækker
Ikke alle østjyske kommuner klarer sig lige så godt som Syddjurs.
I Favrskov og Norddjurs Kommune er boligpriserne faldet med cirka fem procent, og ifølge Jette Dalgaard er det især på ét parameter, at Norddjurs Kommune har svært ved at hamle op med Syddjurs.
- Igen er det nærheden til Aarhus, som trækker rigtig meget, siger hun.
For familien Hollesen betyder dét også noget, men det er også nærheden til Hornslet, der fylder.
- Vi kan da helt klart få noget mere for pengene, hvis vi flytter længere væk, men det er, fordi børnene går i skole her, og vi er rigtig glade for at bo i området, så må man bare betale lidt mere, siger Mette Hollesen.
Om det bliver huset familien besøgte søndag eller et andet i Hornslet, må tiden dog vise.
- Vi skal lige rundt at se det og regne lidt på det, siger Kim Hollesen.
- Vi skal have købt en æske chokolade til vores bankdame, tror jeg, griner Mette Hollesen.