Har kæmpet med politikere i 20 år: - De kører rundt med os
Cay Wulff har kæmpet for et stort biogasanlæg på Djursland i 20 år, og i går tabte han endnu et slag. Nu ved han ikke, om han vil kæmpe videre.
Onsdag blev der stemt endeligt nej til det omdiskuterede biogasanlæg i nærheden af Djurs Sommerland i Syddjurs Kommune.
En plan om et biogasanlæg, som Cay Wulff, landmand i Norddjurs Kommune, havde håbet ville lykkes.
Faktisk er det noget, han har arbejdet på meget længe.
- Jeg har haft 20-årsjubilæum. Jeg var formand for det første biogasselskab, vi dannede på Djursland. Det blev dannet tilbage i 2003, siger Cay Wulff.
Her i starten af 2024 står der stadig ikke et stort biogasanlæg, der kan tage imod organiske rest- og affaldsprodukter fra landmændene på Djursland, og i går sparkede politikerne den eneste konkrete plan om et nyt biogasanlæg på Djursland til hjørne.
- Det er utroligt skuffende. Alle andre steder kan det lade sig gøre, men åbenbart ikke på Djursland, siger Cay Wulff.
Forstå sagen på 2 minutter
I dag ligger der et mindre biogasanlæg ejet af Brdr. Thorsen tæt på Djurs Sommerland. Der er godt 900 meter fra anlægget til sommerparken. Biogasanlægget leverer varme til godt halvdelen af landsbyen Nimtofte og producerer også strøm.
Brdr. Thorsen vil gerne bygge et langt større anlæg, som kan håndtere over 20 gange så meget biomasse, som kan laves til biogas. Alt efter placeringen er der 500 meter til 1.200 meter til den forslåede placering.
Syddjurs' politikere skulle på byrådsmødet den 28. februar træffe en beslutning, om en af placeringerne skal med i et forslag til Kommuneplan 2024 som fremtidigt rammeområde til et fælles biogasanlæg.
Ønsker samarbejde med nabokommune
I stedet bakkede politikerne i Syddjurs Kommune op om et forslag, der lægger op til et samarbejde med nabokommunen Norddjurs om at finde en placering til et nyt, stort biogasanlæg.
Det, mener manden bag forslaget, kan være med til at knække koden.
- For første gang i mange år er det et fælles projekt nu. Nu går begge kommuner sammen om at skabe den rigtige løsning til gavn for landbruget i begge kommuner, siger Kasper Kolstrup Møller (K), byrådsmedlem i Syddjurs.
Der ligger ikke nogen konkrete ansøgninger om at etablere et nyt stort biogasanlæg under de nye rammer. I modsætning til den konkrete ansøgning, byrådet i går stemte nej til.
Men alligevel mener byrådsmedlemmet ikke, at Cay Wulff behøver væbne sig med tålmodighed ret meget længere.
- De skal forhåbentlig ikke vente særligt længe. Inden længe skulle vi gerne have lov til at præsentere et forslag med, hvordan den videre proces ser ud, siger Kasper Kolstrup Møller.
Tror ikke på politikerne
Det giver landmand Cay Wulff, som har kæmpet for et stort biogasanlæg på Djursland i 20 år, dog ikke ret meget for.
- Der er ingen konkret ansøgning lige nu. Det kommer ikke til at ske, det tror jeg ikke på. Det er bare noget, de siger, siger Cay Wulff og uddyber:
- De havde et forslag i hånden, og nu har de stemt nej. De kører rundt med os.
Han respekterer politikernes beslutning, men føler sig ikke sikker på, at nogen har viljen, energien eller pengene til at søge om at lave et biogasanlæg på Djursland.
- Vi er slået helt tilbage til nul, og jeg har ikke lyst til at bruge 20 år mere på at prøve og få et biogasanlæg til Djursland, siger Cay Wulff.