Græsslåning på en søndag udløste flaskekast og lussinger
Først blev der kastet med en tennisbold. Så var en flaske i luften, og til sidst blev der uddelt lussinger.
Da en mand søndag eftermiddag i Knebel på det sydlige Djursland holdt fast i sin beslutning om at slå græs, voksede vreden frem hos en lokal kvinde.
Hendes opførsel har mandag fået en dommer i Randers til at sætte hende bag lås og slå.
Kvinden, der er 51 år, mente ikke, at man må slå græs på en søndag, og det orienterede hun ifølge politiets døgnrapport den 45-årige mand på græsset om.
At der kort efter blev kastet en tennisbold mod ham, slog ham ikke ud af kurs.
Derefter kom en ny person på scenen. En 71-årig nabo havde set bolden, og han gik hen til manden på græsset. Da de to talte sammen, dukkede kvinden atter op.
Kastede en flaske mod manden
Nu kastede hun ifølge politiet en flaske mod manden, der ifølge hende larmede for meget. Og hun ville også vide, om han skulle have et par flade.
Den ældre nabo gik hjem, men efter ti minutter blev også han mål for kvindens vrede.
Truede med havegreb
Ved hans hoveddør stod hun med en havegreb i hånden og pegede truende mod ham, mener politiet.
Læs også:
Det kom til fysisk kontakt. Han tog greben ud af hånden på hende, hvorefter hun - ifølge politiets sigtelse - slog ham to gange i ansigtet.
Til slut blev politiet blandet ind i sagen. I et grundlovsforhør mandag har en dommer varetægtsfængslet den 51-årige i fire uger. Hun sigtes for forsøg på grov vold, for såkaldt almindelig vold og for trusler. Kvinden har kæret dommerens kendelse til Vestre Landsret, oplyser politiet.