Flere adopterer herreløse katte under coronaepidemien

Væsentligt flere har valgt at adoptere en kat under coronakrisen. Det er godt nyt for de ekstra mange herreløse katte og killinger som sidder på internaterne.

01:50

Da der var flest, var der 160 killinger på Tøstrup Kattehjem - igen i år bliver rekordmange katte og killinger efterladt. Mange af dem i så ung en alder, at de skulle have flaske med mælk hver fjerde time. Så internatleder Mariann Betzer-Poulsen er træt. 

Læs også Dyreinternat på randen af konkurs - det vælter ind med katte

- Det er rigtig hårdt arbejde, men jeg gør det gerne, fortæller hun. 

Når killingerne er 12 uger og har fået de nødvendige vaccinationer og er blevet steriliseret, er de klar til at komme ud og bo hos nogle familier. Og heldigvis er flere end normalt interesserede i, at adoptere en kat. 

- Vi oplever rigtig mange familier, som længe har overvejet at få kat og som bruger coronatiden til at få katten og køre den rigtigt ind i familien, siger Mariann Betzer-Poulsen. 

Internatet er fyldt til randen af herreløse katte og efterladte killinger.

Stor interesse

Samme billede bekræftes hos tre andre dyreværnsorganisationer, som TV2 ØSTJYLLAND har talt med: Danskerne adopterer flere herreløse katte i år end tidligere. 

 - Vi har oplevet en større efterspørgsel end normalt på dyr. Sidste år var vi bekymrede, fordi killingerne sad her længe, inden vi fandt nye familier til dem. I år har vi slet ikke den problematik - hvis en killing sidder her længe, så er det fordi 20 personer vil have den samme, siger Rikke Christensen-Lee direktør i Dyreværnet. 

Læs også Unik adgang: Få et kig ind i museets hemmelige lagerhaller

Også Dyrenes Beskyttelse fortæller, at de har oplevet et stort boom i efterspørgslen på dyr under coronaepidemien. 

Og i Aarhus beretter The Voice of Pets, der tidligere hed Dansk Dyreværn også om stor interesse for at adoptere katte. 

- Vi ser flere adoptioner af katte i år end sidste år, så kattene sidder ikke så længe hos os, fortæller Jesper Søderberg, direktør i The Voice of Pets. 

En corona-forklaring?

Organisationerne kan ikke føre bevis for, at den øgede interesse for at få et kæledyr har noget med corona-epidemien at gøre. Men flere af dem nævner netop corona-virus, som en forklaring på den øgede interesse. 

- Vi kan gisne om, at folk er mere hjemme og derfor har flere lokale forankringer, hvilket passer godt til livet med dyr, siger Rikke Christensen-Lee, der er direktør i Dyreværnet. 

Læs også Mette fødte Hugo og græd fra morgen til aften

- Jeg tror, det skyldes coronasituationen, som giver en kæmpe stor utryghed i forhold til vores liv. Så finder danskerne tryghed i at få et kæledyr, lyder forklaringen fra Jesper Søderberg. 

Og hvis forklaringen netop er corona-epidemien, så kunne man måske frygte, at mange nye katteejere vil fortryde deres nye kæledyr. Indtil videre har det dog ikke vist sig at være tilfældet.

- Vi har ikke fået en eneste kat retur og det er vi rigtig glade for, fortæller Mariann Betzer-Poulsen, der er internatleder på Tøstrup Kattehjem.