Ekspedient truet med kniv
Nægtede at udlevere penge til manden
Fredag eftermiddag blev der forsøgt røveri mod en forretning i Hornslet. Men på grund af en en stædig ekspedient, slap gerningsmanden tomhændet af sted.
En ukendt person indfandt sig fredag eftermiddag i en butik på Tingvej i Hornslet. Manden var tilsyneladende ikke kommet for at handle, da han pludselig trak en kniv frem og truede en ekspedient til at udlevere penge fra kassen.
Men manden havde valgt den forkerte ekspedient, da det var en ret stædig en af slagsen. Vedkommende nægtede nemlig at give gerningsmanden pengene, hvorefter han stak af.
Manden beskrives som dansk, 20-25 år, tynd af bygning, 180-190 cm høj. Han havde lyst hår og lyse øjenbryn og var iført en sort/rød/hvid kasket med flad skygge. Han bar en mørk hættetrøje, havde mørkt tørklæde for ansigtet, havde store såkaldte 'hip hop-bukser' og handsker.
Østjyllands Politi hører gerne fra folk, der har oplysninger om sagen på 114.