Djurs Sommerland er Nordens bedste for 3. år i træk

Djurs Sommerland har for tredje år i træk vundet en stor afstemning

1 af 5

Sveriges største familierejseside hedder Barnsemester.se, og de afholder hvert år en afstemning, hvor man blandt andet kan stemme på, hvilket sommerland, der er nordens bedste.

Og nordens bedste sommerland, det ligger i Østjylland. Det er nemlig Djurs Sommerland - for tredje år i træk.

- Vi er rigtig glade for, at vi igen er blevet stemt ind på en førsteplads. Vi oplever også i dagligdagen en stigende tilfredshed i vores egne undersøgelser, og vi tager det som et udtryk for, at produktet bliver mere og mere populært, siger administrerende direktør i Djurs Sommerland Henrik B. Nielsen til tv2oj.dk.

Flere end 50.000 brugere har deltaget i afstemningen.

Ny forlystelse på vej i Djurs Sommerland

Djurs Sommerland har investeret massivt siden 2008, og de er nu parate til at gøre det igen.

- Vi kommer igen i 2016 til at præsentere nyheder og investeringer, og gæsterne vil opleve fortsat udvikling i Djurs Sommerland. Det regner vi også med vil give et forhøjet besøgstal, siger Henrik B. Nielsen.

Han fortæller, at kåringen ikke får nogen økonomisk betydning for sommerlandet, men at det er et 'kæmpe skulderklap'.