Voldsom brand lukker rasteplads
Rastepladsen blev lukket, og der opstod kiggekø på motorvejen E45 omkring Ejer Bavnehøj, efter at en restaurant stod i flammer ved middagstid. Sidst på eftermiddagen er branden ved at være slukket.
En gammel Monarch-restaurant på Ejer Bavnehøj-rastepladsen i nordgående retning, der lige nu er under renovering, brænder voldsomt.
Brandvæsnet er onsdag eftermiddag til stede med otte køretøjer fra stationerne Skanderborg, Hørning og Horsens.
Restauranten på E45 er lige nu under renovering, så ingen personer har været i fare.
Politiet har netop ryddet rastepladsen for biler, og den er lukket med en skiltevogn.
- Der er en ret kraftig røgudvikling, og vi har netop oplyst vejdirektoratet om, at der er ved at opstå lidt kiggekø, fortæller operationschef i Østjyllands Brandvæsen Jørgen Hansen.
Han vil ikke gisne om, hvornår man er færdig på stedet, men "det kommer til at tage lidt tid", siger han.
Den voldsomme røgudvikling kan give reduceret sigtbarhed på motorvejen, oplyser Vejdirektoratet.
Brandvæsnet fik meldingen klokken 12.26.
Omkring klokken 16.30 oplyser operationschef ved Østjyllands Brandvæsen Jørgen Hansen, at brandvæsnet nu er begyndt at sende nogle af styrkerne hjem igen og andre til afløsning.
- Branden er stort set slukket, og vi arbejder nu med efterslukning i tagkonstruktionen, siger Jørgen Hansen.
Ved du noget, eller har du billeder? Så hører vi gerne fra dig på redaktion@tv2oj.dk