Vægtkurven for børn og unge skal knækkes
En nyopstartet kommunal overvægtsklinik specialiserer sig i at hjælpe overvægtige børn og unge mellem 3 og 17 år
Overvægt blandt børn og unge er et stigende problem, og i flere østjyske kommuner bliver der nu oprettet deciderede overvægtsklinikker, der skal hjælpe berørte familier med at knække vægtkurven.
Anders og Lisbeth Greve har sønnen Rasmus Greve på ni år, og han er et af de børn, der vejer for meget, og det hæmmer ham blandt andet i skolen.
- Det er på grund af, at jeg er overvægtig, og jeg har det også lidt svært i idræt. For eksempel er jeg bange for, at de driller mig med det, hvis jeg løber, fortæller Rasmus Greve til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han har kæmpet med sin vægt hele livet, og familien har efterhånden prøvet alt. Nu er han begyndt i et forløb hos overvægtsklinikken i Skanderborg, der tager udgangspunkt i en detaljeret plan, som udarbejdes med forældrene, og forløbet skal resultere i en sund og varig livsstilsændring.
Overvægtige børn i Odder får nyt tilbud
- Den store forskel når vi får fat i børnene er, at væksten kan være med til at gøre noget - at det udligner sig lidt for dem - hvis de får stoppet op i tide. Det er nemmere at få ændret vanerne, når man er barn fremfor hvis man først skal til at kæmpe med det, når man er voksen, fortæller sundhedsplejerske Anni Lund, der arbejder på overvægtsklinikken i Skanderborg.
Klinikken har nu eksisteret i knap en måned, og der står flere bøn på venteliste til at komme i behandling, og klinikken forventer, at over 100 børn om året vil benytte sig af tilbuddet.
Klik på ovenstående video og se hele indslaget.