Skanderborg fik revanche mod HCM
Skanderborg vandt med 27-19 over HC Midtjylland og kan nu koncentrere sig om at nå slutspillet
Onsdag aften var der meget på spil i cigaræsken på Morten Børup Vej, da Skanderborg tog imod HC Midtjylland i Boxer Herreligaen.
De to holds første opgør i sæsonen sluttede med en 24-21 sejr til midtjyderne, men denne gang var det Skanderborg, der kunne gå fra banen med armene over hovedet, for det blev til en 27-19 sejr til hjemmeholdet foran 460 tilskuere.
Dermed holder Skanderborg fast i drømmene om en plads i slutspillet, og der blev skabt større afstand til gruppen af bundhold, hvor netop HC Midtjylland befinder sig.
Træner: Vi rammer ikke noget som helst
Træner Nicolaj Krikau er da også meget tilfreds med, at Skanderborg nu kan nøjes med at kigge opad i tabellen.
- Vi er i hvert fald helt fuldstændig væk af bunden nu, og det er vi lykkelige for. Nu er der en vej, og det er slutspillet. Det er helt omkostningsfrit at gå 100 procent efter det, siger Nicolej Krickau til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Tim Sørensen og Mikkel Kaagaard Andersen førte an med hver seks mål for Skanderborg.
Se spillernes jubel og interview med Nicolej Krickau i videoen herover.