Skanderborg-borgmester havde luret nederlag om politiskole
- Jeg er glad for, der er blevet truffet en afgørelse, så vi kan komme videre, fortæller Jørgen Gaarde (S).
Borgmestre i hele Danmark har gennem længere tid bejlet til politikerne på Christiansborg i håbet om atfå den nye politiskole til lige netop deres by.
I dag, tirsdag, blev det så afgjort, at Vejle er vinderen - foran kommuner som Skanderborg og Holstebro, der blev spået til at være med i opløbet.
Læs også
Skanderborgs borgmester Jørgen Gaarde (S) fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at han blot er glad for, at der nu er sat punktum i sagen efter et forløb, hvor Herning i første omgang var blevet udpeget til at huse politiskolen, inden det forslag blev kasseret og nye kommuner kom i spil.
- Det er godt, at der er blevet truffet en afgørelse, så det her ikke trækker ud. Der er vindere og tabere i alle sammenhænge, så det var tid til at få regnskabet gjort op, siger Jørgen Gaarde og fortæller, at han til sidst ikke troede på, at pilen pegede på Skanderborg:
- Jeg havde godt luret, at det ikke blev os. Der var ikke nogle konkrete forhandlinger i gang.
Læs også
Det er nu besluttet, at politiskolen skal placeres i eksisterende bygninger i Vejle. Det bliver den gamle sygeplejeskole, der kommer til at danne rammen om uddannelsen af betjente i Vestdanmark.
Hvis Skanderborg havde vundet kampen, skulle skolen have rykket ind i det nuværende Skanderborg Park Hotel, som i dag er et kursus- og konferencecenter.
- Det ville derfor være lidt anderledes for os, da det ikke er vores bygninger, siger borgmester Jørgen Gaarde med henvisning til, at Skanderborg Park Hotel er privatejet, og at kommunen derfor ikke har nogle "aktier" i den.
- Centret har en stor værdi for os. Der er 75 medarbejdere beskæftiget.