Punkteret grisetransport skabte lang kø på motorvejen
En havareret grisetransport gav udfordringer i morgentrafikken, hvor bilister skulle regne med op til en halv times ekstra rejsetid ved Skanderborg
Opdatering kl. 9.14
Grisetransporten er nu fjernet, og køen på strækningen er så godt som opløst. Det oplyser Vejdirektoratet.
En grisetransport med et fladt dæk kunne ikke være i nødsporet på E45 grundet vejarbejde, og skabte derfor op til fem kilometers kø på motorvejen fredag morgen i sydgående retning mellem Aarhus og Skanderborg.
- Det store arbejde med at udvide motorvejen gør, at en punkteret grisetransport holder halvt i nødsporet og halvt i det højre spor. Det giver en del kø på stedet, sagde den vagthavende hos Vejdirektoratet, Britt Osted Nielsen, tidligere fredag til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Kort efter kl. 9 var grisetransporten fjernet, og trafikken begyndte at glide igen.
På et tidspunkt strakte køen sig dog helt fra Stilling syd for Aarhus og ned et stykke efter Skanderborg. Grisetransporten holdt helt præcist mellem afkørslen Skanderborg N og afkørslen Skanderborg S.
- Den kan ikke bare lige flyttes, så vi venter på vejhjælp, der kan skifte det punkterede dæk, sagde Britt Osted Nielsen.
Ifølge Vejdirektoratet skulle bilisterne regne med op til 30 minutters ekstra rejsetid på den forholdsvis korte strækning mellem Stilling og Skanderborg.