Gps'er redder liv
Demente ældre udstyres med gps på gåture
To dødsfald blandt demente, som forsvandt fra ældreplejen i Skanderborg Kommune og blev fundet døde, har fået Kommunen til at fordoble brugen af gps-overvågning af de demente, så personalet på plejecentrene kan følge med i, hvor de demente befinder sig.
Aage Rasmussen er en af dem, der nu er udstyret med en gps på sine gåture. Han lider af Alzheimer og er beboer på plejecentret Baunegården i Tebstrup i Skanderborg Kommune.
- Det har givet ham noget livskvalitet, og det betyder, at han ikke mister sin værdighed, selvom han har den her sygdom, siger Rita Rasmussen, der er gift med Aage Rasmussen.
For et par måneder siden var det ved at gå galt, da Aage Rasmussen på sin daglige gåtur faldt ned i en grøft, men her blev han heldigvis reddet af sin gps.
- Det kunne have været en vinterdag, fordi han jo også altid har kunnet bevæge sig om vinteren, og det tror jeg ikke, at han havde overlevet, for han var jo kold, selvom det var sommer, fordi han havde brugt enormt mange kræfter på at komme op. Så havde det været en vinterdag, så tror jeg faktisk ikke, at han havde overlevet, siger Rita Rasmussen.
Det er to tragiske dødsfald i ældreplejen i Skanderborg Kommune de seneste år, hvor demente ældre er forsvundet og senere fundet døde, der har fået Kommunen til at skærpe indsatsen over for de demente. Det har blandt andet resulteret i en fordobling af brugen af gps-overvågning på området.
Rita Rasmussen mener, at gps'erne er guld værd for de borgere, der lider af Alzheimer.
- Jeg synes, at det er genialt, at de gør det. Det giver tryghed, og det giver den Alzheimer-ramte en frihed, der er guld værd, siger Rita Rasmussen.
Du kan se mere om gps'serne i indslaget øverst på siden.
Har du har du gode eller dårlige erfaringer med gps-overvågning af demente, så skriv til os på redaktion@tv2oj.dk.