Gigtpatient mister sygedagpenge
Birgitta kan ikke længere få økonomisk hjælp
Gigtforeningen raser over, at regeringen ikke har holdt sit valgløfte om at afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge.
Birgitta Christensen fra Skanderborg er uddannet pædagog, men har det seneste år været sygemeldt på grund af smerter i led og muskler.
Fra på tirsdag får hun ingen økonomisk hjælp fra det offentlige.
Birgitta Christensen, der er mor til to, falder for 52-ugersgrænsen for sygedagpenge, selv om regeringen under valgkampen havde lovet at afskaffe grænsen.
Gigtforeningen kalder det løftebrud, at Birgitta Christensen ikke længere kan få økonomisk hjælp.
- Det får det til at ramle, at hjælpen nu bliver fjernet. Det rammer vores økonomi, og det får nogle alvorlige konsekvenser for os som familie, siger Birgitta Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere om sagen i søndagens nyhedsudsendelse kl. 19.30.