Fik første knallert som 60-årig
Knap 100 veteranknallerter og deres ejere mødtes til træf
Med omkring 30 kilometer i timen og op ned ad bakker, gik turen i dag derud af for en gruppe danske knallertejere.
Fælles for dem alle var, at deres tohjulede ven var ny, da de selv var unge, men det er hele charmen, lyder det enstemmigt fra medlemmerne af Ny Veteranknallert Klub.
Som navnet antyder, er klubben nystartet. 96 af medlemmerne brugte i dag denne søndag på at køre en tur i området omkring Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj.
Arrangementet hed Mossø Open og bød på masser af knallerter af blandt andet mærkerne Kreidler og Puch Maxi med de obligatoriske grønne mælkekasser.
En af de fremmødte var Birthe Spietz fra Gedved. Hun fik sin første knallert, da hun i foråret fyldte 60 år. Dagens tur var lidt af en jomfrutur:
- Så føler man sig lidt som en teenager igen. Sådan en blanding mellem veteran og teenager. Det er dejligt, siger hun.
- Jeg er da sikker på, at det bliver rigtig sjovt.
Ny Veteranknallertklub har i dag 116 medlemmer og er for ejere af knallerter, som er produceret i 1988 eller tidligere.
Du kan komme med Birthe Spietz og resten af 'knallertbanden' på tur i tv-indslaget øverst i artiklen.