Et særligt gravsted indviet: - Det er en lettelse, jeg ved, hvor jeg skal være
For Leif Damgaard, der er tidligere hjemløs, betyder det meget, at hjemløse nu har fået et gravsted. For sæt nu, nogen ville lægge ham sammen med hans mor og far.
- Jeg havde et sygesikringsbevis med X'er på i 30 år.
Leif Damgaard har haft et hårdere liv end de fleste, kan man godt sige.
En barndom med misbrug og vold gjorde ham hjemløs on/off, fra han var 13 år, til han var omtrent 48 år. Det har været afbrudt af perioder i fængsel og i behandling.
- Jeg er vokset op i en vanvittig familie. Jeg var bare glad for at slippe væk. Og så har jeg ikke været hjemme siden, siger han.
Dengang tænkte han ikke så meget over det, men glædede sig mest bare til at blive større, så han også kunne gøre noget.
- Men det har været lort, siger han.
- Jeg er bare glad for at være i live. De fleste af dem, jeg kender, er jo døde for lang tid siden. At jeg er 59 år nu, er mod al logik.
Han har været på medicin i 12 år og og dermed fri for heroin, som ellers har været en del at hans liv, så længe han husker.
Derfor er han glad for, at et helt særligt gravsted onsdag blev indviet på Vestre Kirkegård i Aarhus. Her kan hjemløse nemlig blive begravet. Hidtil er de fleste blevet bisat i en fælles urnegrav på Vestre Kirkegård. Det, der i gamle dage blev kaldt "de ukendtes grav".
For min skyld kunne de hænge mig op i en lygtepæl
Han bor i en lejlighed i Hørning i dag, og de fem år, han har gjort det, er den hidtil længste periode, han har haft fast tag over hovedet.
Han er begejstret for det nye gravsted.
- Det er en lettelse for mig, at jeg ved, hvor jeg skal være. For min skyld kunne de hænge mig op i en lygtepæl. Men det betyder rigtig meget, det giver ro på, siger han.
- Sæt nu, de ville lægge mig sammen med min mor og far. Gu fanden vil jeg ikke nikke nej, siger Leif Damgaard.
Det er den frivillige organisation Hjemløs i Aarhus, der har taget initiativ til og samlet midler ind til anlæggelsen af gravstedet.
- Det er fantastisk.Jeg tager virkelig hatten af for folk, der har sådan et hjerte og har tid og mulighed for at kunne gøre de ting, for det hjælper så mange mennesker, siger Leif Damgaard
Der bliver talt meget om det på værestederne, for der har mange af brugerne ikke nogen familie eller ingen kontakt med dem, og derfor betyder gravstedet meget.
Med til indvielsen var også borgmester Jacob Bundsgaard (S) og socialrådmanden, Anders Winnerskjold (S).
- Det er vigtigt for mig at markere, at vi har plads til de allermest udsatte her i Aarhus. Også når det kommer til at sige farvel til livet. Og så selvfølgelig for at støtte op om det her fine initiativ, siger rådmanden.
Det er udført af Buus Anlægsgartner og Danske Stenhuggerier. Gravstedet er ni kvadratmeter med plads til 18 urner i første omgang og efter ti år 18 nye.