- De ved godt, det er hestekød
Slagtermester: Vi skjuler ikke noget
Slagtermester Niels Juul Nielsen er fortørnet over, at hans virksomhed er udskreget som et slagteri, der sælger hestekød under falsk varebetegnelse.
Fødevareministeren gik i dag ud og bekræftede at fødevarekontrollen mistænker det lille Hårby Slagtehus for at have blandet hestekød i oksefars uden at oplyse det for kunderne.
Men slagtermesteren siger til TV 2 | ØSTJYLLAND, at han i årevis har solgt et blandingsprodukt, som han kalder "pizza-hak" til lokale pizzeriaer. Og at køberne udmærket godt ved, at produktet indeholder op til 30 procent hestekød.
Det afspejler sig også i prisen, hvor blandingsproduktet koster 20 kroner kiloet og ren oksefars koster 34 kroner kiloet.
- At der så bagefter er nogen, der går ud og siger, at de regnede ikke med, at der var det (hestekød, red.) i det, det synes vi er meget urimeligt. At de ligesom vil give os skylden for det, siger slagtermester Niels Juul Nielsen og fremviser et skilt i forretningen, der viser, at pizzakødet indeholder hestekød.
Har du kendskab til virksomheder eller pizzeriaer, der anvender det såkaldte pizza-hak fra Hårby Slagteri, så vil vi gerne høre fra dig.
Send os en mail på redaktion@tv2oj.dk