Alt er vendt på hovedet: Sådan sikres fremtiden
Opgaven om at løfte fremtidens erhvervsliv kræver nytænkning, mener rektor. Det er ikke i folkeskolen, at nye faglærte skal findes.
Det kan være svært at træffe et valg om sin uddannelse. Både fordi der findes så mange muligheder, og fordi valget ofte skal træffes meget tidligt i de unges liv.
Langt de fleste unge vælger fortsat en gymnasial uddannelse efter folkeskolen. Alt imens erhvervsuddannelserne stadig hungrer efter flere elever.
Sådan har tendensen været de seneste år og særligt i 2021 og 2022. Her var der ifølge Børne- og Undervisningsministeriet næsten 50.000 flere elever på de gymnasiale uddannelser end erhvervsuddannelserne.
En tendens, man vil forsøge at ændre i Skanderborg Kommune.
Her skal løsningen ifølge rektor på Skanderborg Gymnasium Jakob Thulesen Dahl findes blandt gymnasieeleverne og ikke i folkeskolen.
- I snart 20 år har vi snakket om, at vi har store udfordringer med, hvordan vi får de unge til at søge en erhvervsuddannelse, siger Jakob Thulesen Dahl.
- Men måske skal vi i stedet prøve at vende tanken om og kigge på, hvordan vi kan gøre erhvervslivet attraktivt for unge, der snart er færdige i gymnasiet. Det er en stor beslutning, der skal træffes alt for tidligt, hvis vi kun fokuserer på folkeskolen.
Vigtigt for elever og erhvervsliv
Skanderborg Gymnasium inviterer onsdag den 23. november til 'Mød en mulighed', hvor 20 virksomheder fra Skanderborg Kommune besøger gymnasiet for at hilse på gymnasieeleverne - og for at gøre de unge nysgerrige på, hvad erhvervslivet har at tilbyde.
Vi rammer skævt, hvis vi bliver ved med at kigge mod folkeskolen
- Virksomhederne har brug for at blive synlige for de unge. Især i vores område, hvor der ikke er tradition for erhvervsuddannelser, siger Jakob Thulesen Dahl.
Det er anden gang, gymnasiet afholder arrangementet, og de oplever, at eleverne er positive over for mødet med erhvervslivet.
- Vi kan se, at de unge er mere motiveret for at have snakken, når de går på gymnasiet end i 8.-9. klasse. Vi rammer skævt, hvis vi bliver ved med at kigge mod folkeskolen, siger Jakob Thulesen Dahl.