60.000 kroner i kloakken
Boligejer er utilfreds med dyr regning
Bente Bradley bor i den lille by Boes nordvest for Skanderborg. Hun er en blandt mange husejere, som snart kan se frem til en klækkelig regning.
Kommunen har påbudt alle husejere at blive kloakeret, hvis de ikke i forvejen adskiller spildevand og regnvand.
Det gør Bente Bradley nemlig ikke, men det mener hun selv, der er en god grund til: Hun bor i et lille stråtækt hus uden tagrender.
Al regnvandet løber derfor ned i jorden i stedet for at blive opsamlet i en beholder. Derfor kan hun slet ikke holde regnvand og spildevand adskilt, fordi hun slet ikke har noget regnvand:
- Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg skal tvinges til at finde de penge til at blive kloakeret, når jeg ikke har et problem og ikke er et problem for andre, siger Bente Bradley til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Vil kigge på sagen
Skanderborg Kommune vil ligesom flere andre kommuner have lagt to kloakrør ned - et til spildevand og et til regnvand. Det vil koste Bente Bradley 60.000 kroner at blive tilsluttet.
Kloakeringen skal foretages for blandt andet at undgå oversvømmelser. Flere af hendes naboer har nedsivningsanlæg, hvor der er fare for, at vandet løber over.
Det har Bente Bradley derimod ikke. Hun har en beholder til al sit spildevand, som jævnligt bliver afhentet.
- Jeg har ikke noget behov for at blive kloakeret, fordi jeg ikke har nogle problemer, da mit spildevand ikke bliver blandet med regnvand, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Jytte Bradley har nu ansøgt Skanderborg Kommune om dispensation i håbet om, at hun kan undgå at blive kloakeret.
Miljøtekniker Bente Uhre fra Skanderborg Kommune, som arbejder med kloakering, fortæller i dag til TV 2 | ØSTJYLLAND, at kommunen nu vil se på Jytte Bradleys sag.
- Der kan være nogle tilfælde, hvor man undtagelsesvis kan slippe for kloakering. Vi er nødt til at kigge på sagen.