250 smågrise døde efter uheld på motorvejen
En væltet grisetransport har givet store problemer på motorvejen det meste af mandagen. 250 smågrise er døde.
En væltet grisetransport på motorvejen ved Stilling volder mandag så store problemer med trafikken, at vejen store dele af formiddagen har været fuldstændig spærret.
Det har på tidspunkter givet kø på op til en time, og her til eftermiddag er der stadig delvist spærret. Årsagen til ulykken er, at venstre forhjul på grisetransporten sprang.
Trafikken bliver ledt væk fra motorvejen, og det er stadig for tidligt at sige noget om, hvor længe oprydningen står på. På Vejdirektoratets trafikkort lyder meldingen, at den "forventes afsluttet henad eftermiddagen".
250 smågrise er ifølge Sydøstjyllands Politiets indsatsleder døde.
- Nogle af grisene omkom i forbindelse med uheldet - andre fik så store skader, at de måtte aflives af en tilkaldt dyrlæge. De er jo væltet rundt mellem hinanden inde i lastbilen i forbindelse med uheldet, fortæller vagtchef Jesper Duus fra Sydøstjyllands Politi til Horsens Folkeblad.
Politiet fik meldingen tidligt mandag morgen, og det påvirker altså fortsat trafikken langt ud på eftermiddagen.
Chaufføren har pådraget sig brud på ryggen tre steder og kom til undersøgelse på sygehuset.
Lastbilen er rejst op igen, og motorvejen er netop genåbnet. Der skal fortsat afvikles kø, oplyser Vejdirektoratet.