18-årig østjyde med succes bag rattet
Nicklas Nielsen har haft en succesfyldt år i sin gokart
18-årige Nicklas Nielsen fra Hørning hører til blandt de allerbedste i verden bag rattet på en gokart.
Den unge østjyde har haft en flot sæson, og nu drømmer han om at udskifte gokarten med en bil.
For få uger siden sikrede han Danmark en tredjeplads til VM, der blev kørt på banen La Conca i Italien.
Vandt VM-bronze
- Det var kæmpe stort. Jeg var nede som nummer syv på et tidspunkt, men jeg fik kæmpet mig op på tredjepladsen og vandt bronze, siger Nicklas Nielsen til tv2oj.dk.
Derudover blev den unge østjyde i denne sæson blandt andet også samlet vinder af WSK Championscup og WSK Super Master Series, som betegnes som verdens hårdeste gokart-serie.
- Det har været en rigtig god sæson, siger Nicklas Nielsen beskedent.
Fik sin første gokart som treårig
Han fik sin første gokart, da han blot var tre år gammel, da hans far en dag havde en med hjem til ham. I 2010 begyndte han at køre internationalt, og han er en del af Tonykart Racing Team.
Sidste år gik Nicklas på HHX i Viby, men da sporten sender ham rundt til løb i hele verden strøg fraværet i vejret, og han besluttede i stedet at begynde på en HF-uddannelse online.
- Jeg er meget ude at rejse, og jeg vil tro, at jeg har været af sted næsten halvdelen af denne sæson, siger Nicklas Nielsen, der senere på året blandt andet skal køre et løb i Macau ved Kina og et i Italien.
Vil over i en bil
Står det til Nicklas Nielsen, bliver gokarten skiftet ud med en bil fra næste sæson. Og faktisk deltog han i sit første løb i bil forleden i Padborg, DEC Finaleløbet, og vandt løbet sammen med sin makker.
- Det var sjovt og fedt. Det var stort, at vi vandt, siger Nicklas Nielsen, der til løbet sad bag rattet i en Ferrari 458 Challenge.
Han drømmer om på et tidspunkt at slippe gennem nåleøjet og komme til at køre Formel 1, men mindre kan også gøre det.
- Drømmen er at komme til at leve af at køre racerløb og have det som fuldtidsjob. Jeg arbejder på at komme til at køre bil i stedet for gokart i næste sæson, og jeg skal derfor ud og finde sponsorer, siger Nicklas Nielsen.
Han kører sit næste gokart-løb den 30. oktober i Italien.