Egentlig skulle Bjørnholtvej nord for Silkeborg blive åbnet for trafik ved udgangen af denne uge, men nu oplyser Vejdirektoratet, at vejen holdes lukket i yderligere to uger.
Bjørnholtvej blev lukket for trafik mandag den 28. september på grund af vejarbejde, da vejen skal udvides ved Ebstrup Tværvej i forbindelse med byggeriet af Silkeborgmotorvejen.
Det var forventet, at vejen atter ville blive åbnet ved udgangen af denne uge, men nu oplyser Vejdirektoratet, at åbningen trækker ud.
- Ledningsomlægningerne på stedet har desværre vist sig mere komplicerede end forventet. Det betyder, at Bjørnholtvej nu vil være spærret i yderligere to uger, meddeler Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Det betyder, at hvis alt går efter planen, åbnes vejen for trafik ved udgangen af uge 43, og indtil da må trafikanterne fortsat finde alternative ruter.