Væk med papirer og kuverter
Kommune vil afvise breve fra virksomheder
Bunker af papir og rodekuverter skal helt væk i Silkeborg Kommune.
Derfor fik alle virksomheder og foreninger sidste år en digital postkasse, så de fremover skal kommunikere digitalt med kommunen.
Der er dog stadig et stykke vej endnu, inden alle er hoppet med på den digitale bølge. Det har fået Silkeborg Kommune til sige helt stop for modtagelsen af fysiske breve:
- Som led i kommunens digitaliseringstanker vælger vi at sætte ekstra ind over for den fysiske post, så vi fremover kun modtager post fra virksomheder digitalt, siger Michael Maaløe, Job- og Borgerservicechef i Silkeborg Kommune, i en pressemeddelelse.
Fremover vil al fysisk post fra virksomheder og foreninger til kommunens afdeling for Job- og Borgerservice derfor blive returneret til afsenderen.