Trods løsladelse: Nu er drenge fængslet for groft kølle- og knivoverfald
Vestre Landsret har omgjort byrettens afgørelse om, at tre drenge sigtet for grov vold mod to nøgenbadere ikke kunne varetægtsfængsles. Drengene er derfor nu anholdt.
I går kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle, at de tre drenge, der er sigtet for grov vold mod en 23- og 24-årig nøgenbader, var blevet løsladt ved Retten i Viborg.
Men den kendelse har Vestre Landsret nu valgt at omgøre, og de tre drenge er i dag blevet anholdt og varetægtsfængslet.
- Landsretten har omgjort byrettens dom, fordi der var begrundet mistanke for, at de havde gjort sig skyldig i grov vold i forening, siger anklager Jacob Kjær fra Midt og Vestjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Overfaldet skete, efter at de to mænd havde været ude og nøgenbade i søen ved Snævringen i Sejs nær Silkeborg.
De to mænd i 20'erne spurgte natten til søndag en tilfældig pige, om hun ville med ud og nøgenbade i søen ved Snævringen i Sejs. Det ville hun ikke, og da mændene kom op af vandet, blev de overfaldet. Den ene blev stukket i maven med kniv, den anden i baglåret. Derudover blev de slået.
Læs også
Slag, spark og køller ikke groft nok til fængsling
Byretten havde ellers i første omgang vurderet, at drengene ikke skulle varetægtsfængslet, fordi man ikke i tilstrækkelig grad kunne belyse, hvem der havde haft kniven, hvornår den havde været fremme, og hvad de andre vidste om den.
Overfald med slag, spark og køller var altså ikke groft nok til en varetægtsfængsling. Det var knivoverfaldet til gengæld. Og selvom byretten ikke mente, at detaljerne omkring kniven var tilstrækkeligt belyst til at varetægtsfængsle drengene på den baggrund, så mente landsretten altså noget andet.
De tre nu varetægtsfængslede drenge er fortsat sigtede i sagen og altså endnu ikke endeligt dømt.
Læs også
Afslag om nøgenbadning endte galt
De to ofre havde natten til søndag været til en privat fest i Sejs og var bagefter gået ned ad Strandvejen til Sejs Snævring for at bade. I krydset mellem Strandvejen og Sejs Søvej mødte de en pige på omkring 15-17 år, som de inviterede med.
Hun takkede nej, da de unge mænd ville bade uden tøj på.
Da de kom op fra søen, var pigen der stadigvæk, og pludselig dukker først en ung mand op og senere også tre mere.
Læs også
Overfaldet med tæsk, køller og knive
- Han spørger, hvad de har gang i. Og så slår han den ene af de to mænd med tre knytnæveslag i ansigtet. Bagefter dukker der mindst tre andre mænd op med køller og knive, sagde vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi søndag til TV2 ØSTJYLLAND.
Den 23-årige og 24-årige mand blev slået med køllerne, og den ene af dem fik derudover et overfladisk knivstik i højre lår, imens den anden blev stukket i maven. De er begge uden for livsfare.
Anklager Jakob Kjær vil ikke forholde sig detaljerne fra gårsdagens retsmøde, fordi den blev afviklet for lukkede døre. Han oplyser dog, at man kender identiteten på pigen.