Traktorhandel endte med brækket hofte
Østjyllands Politi undersøger nu uheldet og forsøger at finde frem til køberen
Hvad der skulle have været en stille og rolig prøvekørsel af en veterantraktor, endte mandag eftermiddag med et trafikuheld og en brækket hofte.
Uheldet skete på Vestergårdsvej i den lille by Gerning sydøst for Bjerringbro.
Ejeren af traktoren, en 60-årig mand, havde besøg af en anden mand, som var interesseret i at købe traktoren.
For at sikre sig, at den kunne køre, fik den mulige køber lov til at prøve en tur i den gamle traktor. Ejeren tog med på turen og stod bag på traktorens trinbræt.
Ifølge Østjyllands Politi gik det dog helt galt for de to mænd i traktoren, da en bus ville overhale.
Traktoren kørte blot 10 kilometer i timen, og buschaufføren forsøgte derfor at passere forbi. Under overhalingen påkørte chaufføren traktoren:
- I det, at bussen er ved at overhale, svinger ham, der kører i traktoren, og det er her part 1, ejeren, kommer til skade, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Ingen spor af køberen
Den 60-årige mand og ejer af traktoren blev under påkørslen smidt af traktoren og landede på kørebanen. Det hårde fald kostede ham en brækket hofte.
Efter uheldet forlod den potentielle køber stedet. Ejeren af traktoren kender ikke hans identitet.
Østjyllands Politi forsøger nu at finde ud af, hvorfor uheldet fandt sted:
- Vi er i gang med at efterforske sagen, siger Marianne Morgen.
Alarmopkaldet omkring uheldet kom klokken 15.30 mandag eftermiddag.