Skole har fået en intelligent have: - Man lærer mere, når man selv gør det

På Mølleskolen i Ry har de lavet et udendørs laboratorium, der skal være med til at vække børnenes interesse for det naturvidenskabelige.

Alt for få vælger den naturvidenskabelige vej efter folkeskolen. Men det vil man nu gøre op med på Mølleskolen i Ry.

Derfor har man som en del af et større eksperiment lavet et udendørs laboratorium, så elever og borgere kan eksperimentere med vandingssystemer, kumulusskyer og plantestrøm.

Laboratoriet, der har fået navnet Almas Intelligente Have, blev i denne uge indviet til stor begejstring for eleverne.

- Det er fedt, at vi kan komme udenfor i undervisningen - specielt i naturfag - i stedet for at sidde inde i et varmt klasselokale, siger Wilma Zangenberg Østermark, der går i 8.a.

Almas Intelligente Have består blandt andet af en kuppel, hvor eleverne kan lave deres egne kumulusskyer, kanaler og en masse eksperimenter.
Almas Intelligente Have består blandt andet af en kuppel, hvor eleverne kan lave deres egne kumulusskyer, kanaler og en masse eksperimenter.

Kuplen er kun første etape af et større projekt. Men allerede nu har eleverne fra 8. klasserne blandt andet arbejdet med små computere, der kan vande planterne i sommerferien.

- Man lærer mere, når man selv gør det, fremfor at sidde og se andre gøre det, siger Wilma Zangenberg Østermark.

Jacob Brunsbjerg Christensen og Wilma Zangenberg Østermark er begge glade for de mange muligheder i haven.
Jacob Brunsbjerg Christensen og Wilma Zangenberg Østermark er begge glade for de mange muligheder i haven.

Ud i virkeligheden

Ifølge skolelederen kommer det naturvidenskabelige eksperimentarium til sin ret, fordi eleverne kan gå direkte ud i den fra klasseværelset. Så der er ikke langt fra nysgerrighed til handling.

- Børnene bliver motiveret af at have tingene i hænderne og prøve det ude i virkeligheden, siger skoleleder Kristian Toft.

- Med de nyeste teknologier kan du lasercutte et vandmøllehjul, som du kan prøve af her kanalerne. Og hvis den ikke virker, kan du gøre det med en ny og prøve den af.

VIDEO: Se mere om, hvad nogle af de yngste elever synes om Almas Intelligente Have.

Alma kan både være gammel og ung

Ideen til projektet kom for fire år siden, og i forbindelse med en workshop endte det med den midlertidige titel Almas Intelligente Have.

Alma er en tidligere viceinspektør på skolen, men det er nu ikke derfor, at titlen er blevet hængende, fortæller skolelederen.

- Alma kan både være et seksårigt barn, men det kan også være Alma fra plejehjemmet på 86, som også kan bruge denne her have. Det startede som en arbejdstitel, men nu er det det, den hedder, siger han.

Mølleskolen tager hul på næste etape af Almas Intelligente Have til august. 

VIDEO: Her kan du se et tv-indslag om den intelligente have i Ry.