Silkeborg skal synge YMCA
Stort 70'er-band til Hede Rytmer
Til sommer er Hede Rytmer klar med en retro-fest for det lidt ældre publikum. Nu tæller programmet et af disco-tidens største bands, Village People.
- Det er et scoop, at vi har fået fat i Village People. Efter mine oplysninger er det første gang, at de spiller i Danmark, og vi har ligget i nogle meget hårde forhandlinger for at få dem til Silkeborg, hvor de bliver det helt store navn ved retro-fredagen, siger festivalansvarlig for Hede Rytmer, Flemming Jørgensen til netavisen mja.dk.
Village People blev dannet i 1977 i New York og er bedst kendt med hittet "YMCA" og desuden bandets specielle udklædninger som politimand, indianer, soldat, motorcyklist, byggearbejder og cowboy.
Flere klassikere på plakaten
Ud over Village People har Hede Rytmer også sikret sig Hot Chocolate, Sailor og Smokey-forsangeren Chris Norman, som synger Smokey-klassikere sammen med sit band.
Festivalen introducerede sidste år retro-fredagen for det lidt ældre publikum med hang til disco og gode, gamle hit med navne som Boney M og Electric Light Orchestra.