Silkeborg IF satser på økonomien
Silkeborg var blandt de lønførende i dansk fodbold i 90'erne. I dag holder den jyske klub sig konsekvent til den påpasselige linje.
Det er 11 år siden, midtbyen i Silkeborg blev iklædt røde og hvide festfarver efter det første og foreløbig eneste danske mesterskab i fodbold til Superliga-klubben fra Søholt.
Og det er tre år siden, en ny bestyrelse med hjælp fra en større økonomisk rekonstruktion standsede det overforbrug, der i en årelang periode gradvist havde skubbet byens store fodboldklub længere frem mod en konkurs.
Sidstnævnte er fortsat det motiverende stemningsbillede, når Viggo Jensen og kompagni forbereder sig til en ny sæson i landets bedste fodboldrække. De store visioner, de dyre lønninger og de udenomsforretninger, der prægede topklubben i 90'erne, er dårlig karma i en idrætsforening, som holder sig på forretningsmoralens dydige sti.
Og derfor ser man ikke længere den jyske klub i store bevægelser på transfermarkedet. Guld, sølv, bronze, Champions League-kvalifikation og UEFA Cup-eventyr er i dag gode minder, ikke retfærdige ambitioner.
Klubbens bestyrelsesformand, Kent Madsen, som var med til at tegne den økonomiske rekonstruktion i 2002, glæder sig mere til en sæson, hvor forhåbningerne er rettet mod Superligaens bedre halvdel.
- Det er det muliges kunst i Silkeborg, for vi har ikke i øjeblikket økonomi til de store armebevægelser. Man vil ikke se Silkeborg hente udlandsproffer hjem fra Holland eller Belgien for dyre penge. Vi satser hellere på egne talenter. Den linje har vi ikke fraveget siden den økonomiske rekonstruktion. Vi tror på, at det kan lade sig gøre at være med i toppen på den her måde, fortæller Kent Madsen.
Pengepung til transfermarkedet
Den påpasselige attitude i bestyrelseslokalet er igen i sommerpausen blevet helt konkret for Viggo Jensen, idet træneren ikke er blevet begavet med en pengepung til transfermarkedet.
Venstrebacken Kasper Rasmussen er hentet i Randers, og sådan bliver det. Kim Olsens uheldige knæskade kan skabe en ekstraordinær situation på grund af angrebsmanglen, men de store indkøbssedler eksisterer ikke.
- Der er flere årsager til, at vi ikke har valgt at handle ind. For det første var vi det femtebedste hold i foråret, og i den periode synes vi, at det sportslige niveau var meget tilfredsstillende. For det andet kan man analysere konkurrenterne. Brøndby er styrket, men dem tog vi i alt et enkelt point fra i sidste sæson, så det er ikke meget, vi kan vinde på den konto. Ellers er det vel ikke det store. Desuden er det ikke vores erfaring, at man altid får det optimale ud af en stor udskiftning. Det tager tid at få et nyt hold til at fungere, siger Kent Madsen og påpeger i øvrigt, at klubben får rigeligt med afløsere efter afskeden med Thomas Røll, Christopher Poulsen, Matthias Thylander, Christian Duus og Mikkel Petersen. Spillere som Iddi Alkhag, Thomas Poulsen, Anders Clausen og Anders Veller kunne ikke bidrage med meget i sidste sæson på grund af skader, men det firkløver bliver kampklart i den ny sæson.
- Jonas Troest er den eneste spiller i truppen, der har andre til at bestemme sin fremtid. De andre kan vi holde på i den kommende sæson. Jonas Troests mulighed må vi leve med. Hvis der kommer en attraktiv spansk klub til ham, så kan det blive en mulighed, at han forsvinder. Han vil gerne til Spanien. Vi mener da, at han kan have fordel af at blive lidt hos os, siger Kent Madsen.
Accepterer et formdyk
Træner Viggo Jensen har endnu ikke formuleret sæsonens ambitionsniveau, men bestyrelsesformanden forklarer, at man på alle ledelsesfronter i klubben accepterer formdyk som det, der i sidste sæson sendte klubben fra tidlig førsteplads til nedrykningsfare.
- I bussen på vej til en af de sidste kamp hos FC Nordsjælland var der ni spillere på 22 år eller derunder. Når man har så mange unge spillere på holdet, så skal man acceptere et vist udsving i perioder. Og det gør vi så igen i den kommende sæson.
- Ambitionen er igen at overleve, men når vi nu sluttede sidste sæson 22 point fra nedrykningsstregen, så er det vist fair at kalde Silkeborg for et midterhold. Vi var altså kun seks point fra fjerdepladsen. Så ambitionen er mere på sigt at blive et etableret midterhold, som ikke oplever nedrykningsfare, og som med jævne mellemrum kan nå et topresultat, siger Kent Madsen, igen uden at tale om det danmarksmesterskab, som man altså fejrede så grundigt i 1994.
- Et topresultat er for vores klub en plads i topfire. Brøndby er sluttet på mindst en andenplads i 12 sæsoner, så det ville klinge hult, hvis vi begyndte at drømme om mesterskabet. Vi konkurrerer ikke med Brøndby og FC København, ligesom Djurslands Bank ikke konkurrerer med Danske Bank, understreger Silkeborgs bestyrelsesformand.