Silkeborg IF overhaler AGF
SIF overhaler lokalrivalerne fra AGF i Superligaens evighedstabel
Efter 1-1 i forårspremieren i Aalborg i lørdag har Silkeborg IF i alt sikret sig 700 point i Superligaen gennem årene.
Det er samme antal som AGF, der dog har en markant ringere målscore på 848-961, mens SIFs målscore hedder 790-789.
- Det er værd at bemærke, at SIF "kun" har skullet bruge 562 Superligakampe til at indsamle de 700 point, mens AGF har spillet 608 kampe i Superligaen siden ligaens indførelse i 1991, noterer Silkeborg IF sig med en vis stolthed på klubbens officielle hjemmeside.
Trods sejre i denne spillerunde må Randers FC og AC Horsens tage til takke med at være placeret som henholdsvis nummer 15 og 16 i Superligaens evighedstabel.
Se evighedstabellen i Superligaen på ligafodbold.dk