SIF forlænger med Holst
Danskeren med de færøske aner er nu sikret i Silkeborg IF frem til udgangen af 2012
Sidste sæsons mest målfarlige midtbanespiller i Superligaen kan kalde sig Silkeborg IF-spiller et par år endnu - selv om kontrakten stod til at udløbe med udgangen af indeværende sæson.
Christian Holst og Silkeborg IF Invest A/S har netop forlænget aftalen - et faktum, der vækker stor begejstring hos SIFs cheftræner Troels Bech.
- Christian Holst er en spiller, som på sine gode dage løfter vores hold op på et niveau, hvor vi kan slå hvem som helst. Hans timing og teknik gør ham i stand til at spille på små områder, som jo er et af holdets varemærker, og han er lige nu i sin bedste fodboldalder. Derfor glæder vi os naturligvis også rigtig meget over at kunne fortsætte det gode samarbejde, siger Troels Bech i en pressemeddelelse.
Selv om det sjældent bliver til 90 minutters indsatser i kampene, har Christian Holst en fremragende scoringsstatistik i Silkeborg, hvor det er blevet til hele 24 mål i blot 72 kampe.
- Jeg føler, at jeg har haft en opadgående kurve i min tid i klubben, og på den måde har det været naturligt for mig at ville forlænge, siger Christian Holst.
29-årige Christian Holst blev hentet til Silkeborg fra Lyngby i sommeren 2008.
Christian Holst er dansk statsborger og har en færøsk mor.
Derfor optræder han på det færøske landshold, hvor han foreløbigt er noteret for 24A-landskampe og tre mål.