Radikal glæde over midtvejsvalget
De Radikale Venstre i Silkeborg går frem til 7 % af stemmerne ifølge ny måling. Partiets byrådsmedlem er overrasket og ydmyg
Til Folketingsvalget tidligere på året fik De Radikale Venstre kun 4,6 procent af stemmerne og gik fra at have 17 mandater til nu otte i Folketinget. Anderledes positivt ser det ud i Silkeborg, hvor der er klar fremgang at spore.
Ifølge en måling Megafon har foretaget for TV2 | Østjylland ser partiet nemlig her ud til at gå fra 4,8 % ved kommunalvalget i 2013 til 7 % i dag. Det vækker ikke overraskende begejstring hos byrådsmedlemmet Johan Brødsgaard (RV).
Måling: Største partier i Silkeborg går tilbage
- Det overrasker mig da, at vi er helt oppe på 7 %, men det er selvfølgelig positivt. Jeg er samtidig meget ydmyg over for den opbakning, vi får, siger Johan Brødsgaard.
Lige nu sidder han som eneste medlem i byrådet for De Radikale, men hvis resultaterne fra dagens midtvejsvalg holder frem til det endelige valg, så bliver den situation forbedret.
Kan gøre sig gældende på flere områder
- Med 7 % er man næsten sikker på at få to mandater, og hvis det bliver tilfældet, får det stor betydning for partiet. Jeg er ikke alt vidende og kan ikke begå på alle politiske områder. Men med to i byrådet kunne vi fokusere bredere, forklarer Johan Brødsgaard.
Traditionelt set har De Radikale ikke været særligt stærke i Silkeborg, og gennem flere årtier har partiet haft svært ved overhovedet at komme ind i byrådet. Nu står de så til måske at få to politikere ind, og forklaringen på det er ifølge Johan Brødsgaard klar.
- Vi har en meget klar profil, og borgerne ved, hvad vi står for. Det er på miljø- og klimaområdet, at vi har vores fokus, og her har vi også vundet flere sejre de seneste to år, siger byrådsmedlemmet.
TV 2 | ØSTJYLLAND gennemfører fra den 9. november til den 25. november midtvejsvalg i de østjyske kommuner med meningsmålinger og tv-debatter.
I aften, tirsdag, kan du se en direkte tv-transmitteret politisk debat om Silkeborg Kommune. Se udsendelsen fra kl. 19.30.