Politiet efter dødsulykke: Smal, snoet vej med dårligt udsyn
Bilisten er ikke blevet sigtet for noget i forbindelse med dødsulykken i går.
Der går lidt tid endnu, før politiet i Silkeborg kan fortælle, hvad der menes at være årsagen til den ulykke, som onsdag eftermiddag kostede en 23-årig mand livet på Pederstrupvej syd for Kjellerup.
Det fortæller politiassistent Flemming Just til TV2 Østjylland.
- Vi har haft en bilinspektør ude, som har lavet sine undersøgelser af gerningsstedet. Han skal lave sin erklæring, og det kan tage nogle uger, mens vi sideløbende skal have undersøgt bilen og den motorcykel, den 23-årige kørte på. Først derefter kan vi melde mere konkret ud, siger Flemming Just.
- Umiddelbart tyder det på, at motorcyklen er kommet for langt ind på midten af vejen og dermed ind i bilens bane, men der er tale om en smal og snoet vej med dårligt udsyn, hvor to biler har svært ved at passere hinanden, uden at den ene er tvunget til at køre ud i rabatten. Den er faktisk så smal, at man kan diskutere, hvem der har kørt i hvis bane, men det er noget af det, vi skal have slået endeligt fast, siger Flemming Just.
Bilisten er ikke blevet sigtet for noget i forbindelse med dødsulykken.