Nu forklarer kriminel politiassistent sig
Spillegalskab og depression drev politisassistent til en stribe forbrydelser mod naboer
Det var en blanding af spillelidenskab, pengemangel og depression, der drev en 43-årig politiassistent til at begå en stribe indbrud, tyverier, hærværk, forsikringssvindel og ildspåsættelser mod både sin egen politistation og naboer i Balle ved Silkeborg.
Det forklarede manden torsdag i byretten i Viborg, hvor han for første gang fortalte om, hvad er drev ham til de i alt 43 forskellige forhold, han er tiltalt for at have begået fra sidst i 2007 til marts 2010, da han blev anholdt.
Om starten - et tyveri af en kuvert med 6200 kroner fra Politiets Idrætsforening på stationen i Silkeborg - sagde han, at det nærmest skete efter en pludselig indskydelse.
- Jeg vidste ikke i forvejen, at kuverten stod der. Men jeg tog den. Jeg fortrød. Men jeg tog dem med. Og jeg spillede dem op, sagde han.
Derpå fulgte en stribe flere tyverier og indbrud i Balle, hvor han spredte skræk i nabolaget. Blandt andet med brandstiftelser, der skulle dække over, at han forsøgte at score penge fra sin egen forsikring ved at sætte ild i sit eget hus.
Den alvorligste tiltale omfatter brandstiftelse mod en 84-årig nabokones hus, velvidende - mener anklagemyndigheden - at der var risko for, at hun kunne brænde inde. Men den skærpende omstændighed nægter den 43-årige sig skyldig i.
Undervejs begik han indbrud selv blandt nære bekendte i nabolaget. Deriblandt sin søns barnepige, i hvis hjem han kort før juleaften stjal julegaver til blandt andre sin egen søn.
Den tiltalte har efter anholdelsen været indlagt et stykke tid på en lukket afdeling med selvmordstanker.
Anklagemyndigheden har op til retssagen opgjort tyverierne til en samlet værdi af knap 1,3 millioner kroner. Det samlede erstatningskrav mod den 43-årige politiassistent lyder foreløbig på over fire millioner kroner.
Der ventes at falde dom i sagen senere torsdag.