Nu er sagen udsat: Paludan kan miste kørekortet efter hasarderet overhaling
Paludan blev til sidst standset af de livvagter fra politiet, der fulgte efter ham.
Opdatering: Sagens behandling i retten er tidligere blevet udsat grundet sygdom. Heller ikke tirsdag kunne sagen afsluttes, da et indkaldt vidne ikke dukkede op, skriver Ritzau. Retssagen genoptages i stedet 9. juni.
---
Stram Kurs-partileder Rasmus Paludan sidder i dag på anklagebænken i Retten i Viborg, hvor han er tiltalt for hensynsløs kørsel i Ans ved Silkeborg.
Han er der dog ikke fysisk, da han sidder i København og medvirker via en videoforbindelse.
Det var den 17. juni 2020, at Rasmus Paludan i sin Nissan Qashqai foretog flere overhalinger med høj fart på en befærdet vej med dårlige oversigtsforhold, hvor en lastbil på et tidspunkt måtte undvige, fordi den havde direkte kollisionskurs mod Paludans bil.
Dermed bragte han andre personer i fare, mener Anklagemyndigheden, der vil have ham frakendt førerretten.
Ifølge nyhedsbureauet Ritzau, der har en mand fysisk i retten, nægter Rasmus Paludan sig skyldig, men han erkender at have overhalet fire personbiler og en lastbil på strækningen.
Han har forklaret, at hans kørsel hang sammen med, at han var bekymret for sin egen sikkerhed. Trafikstrømmen foran hans bil blev pludselig sænket af en lastbil med tømmer længere fremme.
- Jeg mente, det var en sikkerhedsmæssig tvivlsom situation, fordi det er meget nemt at angribe mig, hvis jeg er låst inde mellem en række biler med en stor sættevogn foran. Jeg vurderede, at det var mest hensigtsmæssigt at overhale de fire personbiler og sættevognen med træstammer, forklarer Rasmus Paludan ifølge Ritzau.
Livvagt: - Det er dybt uforsvarligt
I en følgebil sad to livvagter fra politiet. Den ene af dem afgiver forklaring i retten, og han har en helt anden udlægning af forløbet end Paludan.
- Overhalingen af lastbilen foregår i en højrekurve, hvor han (Paludan, red.) ikke kan se modkørende. Det er dybt uforsvarligt, det han laver, siger livvagten.
Han forklarer om delen omkring den modkørende lastbil, der var tvunget til at køre helt ud i rabatten på grund af Paludans overhaling:
- Vi kan se, der står grus og støv op fra rabatten. Det er meget tydeligt, at hvis ikke den modkørende lastbil havde undveget, havde vi haft et sammenstød.
De to livvagter vurderede, at Paludans kørsel var så uforsvarlig, at de besluttede sig for at aktivere de blå blink og bringe partilederen til standsning.
- Det er virkelig farligt, det her, både for Rasmus og medtrafikanterne. Det kunne vi ikke stå på mål for, og derfor besluttede vi os for at bringe ham til standsning.
Livvagternes oplevelse blev rapporteret videre i systemet og ligger til grund for, at der blev rejst sigtelse mod Paludan.
Retten ventes at afgøre sagen senere på dagen.