Lærer er bekymret for ny skolestruktur i Silkeborg
Ny skolestruktur møder ny modstand i Silkeborg Kommune
Siden Silkeborg Kommune præsenterede planerne om en ny skolestruktur, har mange forældre protesteret højlydt, og nu melder en lærer sig også blandt dem, der er bekymret for, hvad en eventuel ny skolestruktur kommer til at betyde.
- For mit eget vedkommende synes jeg, at det er relevant for mig at blande mig i debatten nu, siger Kirstine Skou Hansen, der er lærer Sejs Skole.
Ødelægger relationer
Hun frygter, at en ny skolestruktur kan være med til at ødelægge relationerne mellem lærer og elev.
- Jeg møder elever, som jeg ikke har særlig ofte i klassen, på gangene, i frikvartererne, og når jeg er gårdvagt. Her får jeg lov at sætte et plaster på et knæ og så videre, og det ville jeg ikke gøre, hvis jeg bare var en lærer, der kom kørende hen til skolen. Så min bekymring er, at alle de relationer, vi har til de elever, vi ikke har så ofte, går tabt, siger Kirstine Skou Hansen.
Protester mod skolestruktur vokser
Den nye skolestruktur kan komme til at betyde, at lærerne skal arbejde på flere forskellige skoler, og det er især det, der bekymrer Kirstine Skou Hansen.
- Hvordan skal vi lærere sikre en god og kvalitetsfyldt undervisning, hvis det er nogle elever, som vi ellers ikke kender. Det er min største bekymring, at eleverne ikke lærer det, de skal, siger Kirstine Skou Hansen.
Selvom hun er bekymret, vil hun dog ikke helt afskrive den nye skolestruktur:
- Jeg er afventende, og så må vi se, hvor den bærer os hen.
Det har fredag ikke været muligt at få en kommentar til lærerens bekymring fra formanden for Børn- og Ungeudvalget i Silkeborg Kommune, Søren Kristensen (S).
Du kan se mere om Kirstine Skou Hansen og skolestrukturen i Silkeborg Kommune i tv-indslaget øverst på siden.