Kommune kvitter smøgerne: Nu skal legepladser og søbade være røgfrie

Fra 1. juli i år er det slut med at ryge på kommunale legepladser og søbade i Silkeborg. Det har Kultur-, Fritids, Outdoor- og Idrætsudvalget besluttet.

Kvit smøgerne, hvis du vil på legepladsen eller til søen. Sådan lyder budskabet fra Silkeborg Kommune, der netop har offentliggjort, at stederne skal være røg- og tobaksfrie fra i morgen, fredag.

Det er Kultur-, Fritids, Outdoor- og Idrætsudvalget, der har truffet beslutningen.

Det glæder formand Johan Brødsgaard (RV). Han mener, at de nye regler vil være med til at sikre silkeborgenserne gode og sunde rammer uden røg.

- Vi ved, at røg- og tobaksfrie miljøer bidrager til, at færre starter med at ryge. Derudover er det bestemt også en gevinst for miljøet, at der ikke bliver smidt for eksempel skodder og snusposer i naturen, siger han i en pressemeddelelse fra kommunen.

Og skulle man være i tvivl om, hvilke områder det nye forbud gælder, så frygt ej. Kommunen vil hen over sommeren sætte skilte op ved alle kommunale legepladser og søer.

Her vil silkeborgenserne blive mødt af en besked om ikke at ryge eller bruge tobaksprodukter. Forbuddet gælder således både cigaretter, e-cigaretter, snus, tyggetobak, vandpibe og nikotinposer. 

Bliver man set med en form for nikotin på trods af forbuddet, oplyser Johan Brødsgaard til TV2 ØSTJYLLAND, at man til en start vil få en venlig reprimande.

- Lige nu er initiativet tillidsbaseret. Vi er ikke bekymret for, at folk ikke vil overholde det, da vi tidligere har oplevet, at silkeborgenserne er gode til at indordne sig, siger han. 

Gør det for børnenes skyld

Det er en helt særlig målgruppe, som kommunen forsøger at tilgodese med det her nye initiativ.

- Vi håber, at alle vil bakke op om de røg- og tobaksfrie miljøer udenfor, så særligt børn og unge får muligheden for sunde rammer uden røg og tobak. Her er det selvfølgelig vigtigt, at de voksne går forrest og viser vejen, siger formand for Sundheds- og Nærhedsudvalget Steen Vindum (V) i pressemeddelelsen.

Ambitionen om røgfrie børne- og ungdomsårgange er blevet en hjertesag for Silkeborg Kommune, der i oktober 2018 indgik i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens partnerskab ’Røgfri Fremtid’.

Det samarbejde skal sikre, at ingen børn eller unge ryger i 2030, og at kun fem procent af de voksne gør.