Kasper Nielsen vinder EM - igen
En drøm gik i opfyldelse for BSV-veteranen
Kasper Nielsen spillede sammen med resten af det danske forsvar en kanonkamp, og det var en af nøglerne til, at Danmark vandt EM-guld med en sejr over Serbien i finalen.
Forsvarskrumtappen havde det helt store smil på, da han skulle beskrive triumfen.
- Det er fantastisk fedt og en stor drøm, der gik i opfyldelse.
- Jeg synes, vi spillede vores bedste kamp i dag. Tingene fungerede, og folk var klar. Vi havde snakket meget om det pres, der ville komme, og det var fantastisk at se, at mange af vores ting lykkedes trods presset, siger han.
Frygtede serbisk fordel
Kasper Nielsen havde på forhånd frygtet, at værtsnationen Serbien fik for stor en fordel ved at spille foran omkring 20.000 serbiske fans
- Det var dejligt, at vi startede med at komme lidt foran, så de blev lidt urolige. Det var en fed kulisse at vinde i på udebane. Det er vi superglade for.
- Vi prøvede at holde fast i aftalerne og så ellers bare kæmpe røven ud af bukserne, og det var dejligt at se, at vi nu står med guldet, efter der har været så meget snak, om vi var gode nok, siger Kasper Nielsen.
Bjerringbro-Silkeborg-spilleren var også med til at vinde EM-guld i Norge i 2008 og VM-sølv sidste år i Sverige.