Jyske Bank politianmeldt
Anmeldt for ikke at give nok oplysninger om lån
Jyske Bank med hovedsæde i Silkeborg er sammen med Sparekassen Limfjorden og Vokslev Sparekasse blevet anmeldt til politiet af Finanstilsynet. Og der kan være flere sager på vej.
Det siger Annette Bjaaland Andersen fra Finanstilsynets Forbrugerkontor i en kommentar til anmeldelserne. Den er gal med bankernes oplysninger om udlån på internettet.
Finanstilsynet har gennemført en screening af i alt 30 pengeinstitutters hjemmesider med henblik på at undersøge, om oplysningerne om blandt andet rentesatser og årlige omkostninger i procent (ÅOP) lever op til reglerne på området.
- Vores undersøgelse viser desværre, at en meget stor del af institutterne ser ud til at have problemer med at leve op til de gældende regler, siger Annette Bjaaland Andersen og fortsætter:
- Jeg forventer, at branchen på denne baggrund vil skærpe opmærksomheden betydeligt, så kunderne får de oplysninger, de har krav på.
Ingen oplysninger om ÅOP
Hos Jyske Bank og hos Sparekassen Limfjorden var der tale om, at markedsføringen af et udlånsprodukt ikke indeholdt den lovpligtige oplysning om ÅOP, mens der i Vokslev Sparekasse manglede en række lovpligtige oplysninger på hjemmesiden.
Sidste år blev reglerne om prisoplysning for at sanktionere mod bankerne skærpet. Nu kan pengeinstitutter straffes med bøde.
Ud over de tre politianmeldelser har undersøgelsen indtil videre også givet anledning til påtaler til Frørup Andelskasse og Boddum-Ydby Sparekasse for mindre overtrædelser af bekendtgørelsen om oplysning af priser.
Finanstilsynet vil i løbet af foråret fremlægge en samlet konklusion på undersøgelsen af de 30 institutters prisoplysninger.