Jordemoder frygter discountfødsler
Fødende kvinder kan ikke være sikre på, at have en jordemoder ved deres side, hvis Region Midtjylland gennemfører spareplan
Discountfødsler med risiko for, at den fødende ikke kan have en jordemoder ved sin side hele tiden.
Det kan blive virkeligheden for kvinder fra Silkeborg, hvis de, som et led i Region Midtjyllands spareplan, fremover skal føde i Viborg.
Sådan lyder vurderingen fra chefjordemoder i Silkeborg, Ann Fogsgaard.
-Jeg kan frygte, om Viborg vil have midlerne til at afsætte det nødvendige personale, siger hun til P4 Østjylland.
Fødeafdelingen på Regionshospitalet Viborg skal nemlig overtage 800 fødsler årligt fra Silkeborg - men Viborg får kun en fjerdedel af det beløb, som det koster at bringe 800 nye Region Midtjylland-borgere til verden.
-Når man kun får 25 procent af beløbet, kan man ikke yde den samme service. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Det betyder rigtig meget for kvaliteten, at der altid er en jordemoder tilstede under den aktive fødsel, og det bliver vi simpelthen nødt til fortsat at sikre. Jeg ved ikke, hvordan vi skal gøre det, men det bliver vi nødt til at sikre for fortsat at kunne sikre kvaliteten, forklarer Ann Fogsgaard.
På Regionshospitalet Viborg er chefjordemoder Karen Marie Nielsen også bekymret.
-Det bliver da problematisk at skulle varetage opgaven for en fjerdedel af det, man normalt kan. Det vil da betyde noget i forhold til den service, der vil være omkring fødslen og fødselshjælpen, siger hun.
Chefjordemoderen understreger, at fødeafdelingen samme princip med en jordemoder per aktiv fødende som i Silkeborg.
- Jeg har fuld forståelse for bekymringen i Silkeborg, og det optager også os selv. Vi har samme princip som Silkeborg, og så må vi forsøge at skade de fysiske rammer til at gøre det muligt ved at pille nogle af de andre ting væk fra fødeafdelingen, siger Karen Marie Nielsen.