Jagter femte rallysejr
Rallykøreren Christian Jensen vil endnu engang forsøge at vinde rallyløb i Fårvang
Racerkøreren Tom Kristensen har rekorden til 24 timers-løbet Le Mans mde ni sejre, og på fredag kan en østjysk kører så ligeledes skrive sig ind i historiebøgerne.
Det er ikke til det franske racerløb, det drejer sig om, men derimod Tvilum Rallyshow i Fårvang, hvor danske rallykørere kæmper mod hinanden.
Manden med mulighed for rekord hedder Christian Jensen og bor i Ans. Han har vundet løbet i Fårvang fire gange i træk, og med endnu en sejr kan han slå løbsrekorden.
Der er derfor rigtig meget på spil for den østjyske rallykørere, som altså har bare én chance for, at kunne slå rekorden lige foreløbig:
- Det vil være dejligt med en ny sejr og sådan en rekord, men det tegner også til at være et meget stærkt felt i år, siger Christian Jensen i en pressemeddelelse.
- Men når det så er sagt, så skal der ikke være nogen tvivl om, at jeg ikke kommer til Fårvang for bare at blive nummer to.
38-årige Christian Jensen kører for Peugeot Total Dealer Team DK, hvor han er at finde i sin Peugeot 208 T16.
Blandt sine største konkurrenter, der kan spænde ben for hans rekord, nævner han selv blandt andet Esben Hegelund og Brian Madsen:
- Esben bliver ikke nem at slå på sådan en hastighedsprøve, for hans Ford Fiesta er en vinderbil, og Esben har også vist gode takter ved det seneste DM-løb, fortæller Christian Jensen.
Selv hvis rekorden skulle glippe, så har Christian Jensen flere vigtige sejre at se tilbage på. Han blev blandt andet dansk mester i 2009, vandt sølv i 2010, bronze i 2011 og endnu engang guld i 2012.