Han står der endnu....
Silkeborg Kommune vil sikre statue mod skrottyve
Foreløbig står Michael Drewsen på sin plads på Torvet i Silkeborg, men risikoen for at han pludselig en morgen er væk, er kraftigt stigende i disse tider, hvor skrottyve hærger over hele Jylland.
Det er måske respektløst direkte at forbinde den fornemme statue på torvet med skrot, men i skrottyvenes optik er der tale om en lækkerbisken, og derfor vil kommunens kulturchef Freddie Davidsen nu have en vurdering af, hvordan man kan sikre den mod tyveri, skriver mja.dk.
Oprindeligt var figuren lavet i bemalet zink, men i 1995 blev det besluttet at lave en ny udgave i bronze, og målt på metalværdien er der tale om en ganske kostbar sag.
I Silkeborg blev to andre skulpturer i bronze og kobber stjålet i weekenden og mange andre steder i landet hærger skrottyvene på kirkegårde og i parker ved gravsten og skulpturer
Aarhus Tech havde i november besøg af tyve, som stjal Solhesten, en 50 kilo tung bronzehest, der havde en værdi på en halv million kroner.
- Vi regner ikke med at få den tilbage igen. Det er frygteligt. Vi regner med, at den er blevet smeltet om, siger direktør Annette E. Lauridsen til DR P4 Østjylland.
Noget lignende skete for Skulpturpark Billund, som i efteråret fik stjålet otte bronzeskulpturer, lavet af kunsterne Jens Galschiøtt.
Skulpturerne havde en værdi på over en halv million kroner men er aldrig dukket op, siger Visti Lund-Jensen fra skulpturparkens arbejdsgruppe.
- Deres metalværdi er ikke mere end 8-10.000 kr. Men tyvene har sikkert tænkt, at det beløb er bedre end ingenting, siger Visti Lund-Jensen.
Rødovre kommune har også været plaget af skulpturtyve.
Derfor gik kommunen i efteråret radikalt til værks og har sikret kommunens skulpturer med tyverialarm og GPS, siger formanden for kultur- og fritidsudvalget, Jan Kongebro.
- Vi kunne ikke blive ved med at leve med tyverier. Skulpturerne er en del af de kulturelle liv i byen, siger han.