Fuglsang tæt på sejr i Østrig
Silkeborgenseren fører inden sidste etape
Inden den sidste etape af Østrig Rundt ligner silkeborgenseren Jakob Fuglsang en vinder. Dermed ser det ud til, at han får en anelse oprejsning efter at have glippet årets Tour de France.
Marco Pinotti fra BMC vandt lørdag 7. etape, som var en enkeltstart, mens Jakob Fuglsang sluttede på 12.-pladsen foran sine nærmeste konkurrenter i klassementet.
Med en kort og flad etape søndag ligner det derfor meget en samlet sejr til østjyden, der har 1 minut og 23 sekunder ned til Steve Morabito fra BMC på andenpladsen.
Silkeborgrytteren blev ikke udtaget til dette års Tour de France af sit hold Radioschack-Nissan, og efter at han ifølge sportsdirektøren havde været lidt for åbenmundet, får han heller ikke lov til at køre flere WorldTour-løb denne sæson.
Østrig Rundt betragtes da også kun et sekundært løb i cykelsportens kalender.