Fri parkering op til jul
Kommunen rækker de lokale butikker en hånd
Silkeborgenserne skal købe deres julegaver i deres hjemby i stedet for at gå på nettet eller køre til andre byer.
Det mener Silkeborg Kommune, der har besluttet at tilbyde gratis parkering på en række offentlige parkeringspladser i midten af byen.
Langt de fleste steder bliver det i december gratis at parkere bilen, mens man handler i midtbyens butikker. Hvis man parkerer længere end to timer, skal man dog for egen regning betale for resten af tiden.
Silkeborg Kommunes initiativ glæder handelschef Claus Broe. Ifølge ham er en række lokale butikker trængt efter et skidt efterår.
- Det milde efterårsvejr er specielt gået hårdt ud over skobutikkerne og tøjforretningerne, der ikke har haft så godt et salg som normalt. Op til jul er vi i hård konkurrence med nethandel og vores nabobyer som fx Viborg og Herning. Fri parkering kan betyde, at flere køber deres julegaver i Silkeborg, siger Claus Broe til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
Claus Broe ved ikke, præcist hvor stor en betydning priserne for at parkere har for, hvor kunderne køber deres julegaver. Flere lokale butiksejere fortæller dog løbende, at kunderne efterspørger billigere parkering.
- Vi er glade for alle de hjælpende hænder, vi overhovedet kan få, og vi tager imod kommunens initiativ med kyshånd. Det er fantastisk, at kommunen kan se problematikken, inden den udvikler sig. Jeg håber, at kunderne tager imod tilbuddet og de oplevelser, de kan få i midtbyen og dens butikker, siger han.
Ifølge Claus Broe er der fri parkering i konkurrerende byer som Viborg og Herning. Parkeringen er dog tidsbegrænset.
De to timers gratis parkering i Silkeborg i december gælder de større kommunale p-pladser på Søgade, Rådhuset, Østergade, Mejerigården, Bios Gård, Bindslevs Plads, Den Kreative Skole og Biblioteket.