Fredskov i fare: Byråd stemmer for at hjælpe erhvervsmand
En lokal erhvervsmand har nu fået Silkeborg byråds støtte til at bruge et område med fredskov til at udvide hans virksomhed.
Et flertal i byrådet i Silkeborg Kommune har mandag aften stemt for at støtte en lokal erhvervsmand.
Sagen omhandler et område i Fårvang, hvor Rene Birch, der har været kendt som byggematador, vil udvide sin virksomhed. Et problem står dog i vejen: området, hvor han vil udvide, er fredskov og må derfor ikke umiddelbart bebygges.
Området er bare få år gammelt og plantet som erstatningsskov for Nordskovvejs anlæggelse.
Særbehandling?
Men mandag aften har et stort flertal i byrådet stemt for, at kommunen sender en ansøgning til Miljøstyrelsen om at ophæve områdets fredskovspligt.
Det skete, efter særligt Enhedslistens Peter Sig Kristensen havde argumenteret for at droppe ansøgningen.
Hvad er fredskovspligten?
Langt den største del af de danske private skove og alle offentlige skove er fredskovspligtige. Fredskovspligten blev indført for over 200 år siden for at sikre Danmarks forsyning med træ, efter at næsten al skov i landet var blevet ryddet.
Ejere af fast ejendom, ejendomsmæglere, advokater, landinspektører, offentlige myndigheder og andre har brug for at vide, om en skov er fredskov. Det er en vigtig oplysning, fordi fredskovpligtige arealer skal drives efter skovlovens regler om bæredygtig drift. En skov, der er fredskovspligtig skal bestå af træer, som enten danner, eller som inden for et rimeligt tidsrum vil danne, sluttet skov af højstammede træer. Der kan være ubevoksede arealer i en fredskov. Moser, heder, enge og lignende, der naturligt hører til en fredskov, skal bevares som de er, uanset størrelsen.
Fredskovspligten følger ejendommen. Det betyder, at en ny ejer altid overtager fredskovspligten ved køb af ejendommen. Fredskovspligt går forud for andre rettigheder, og bortfalder ikke, hvis ejendommen kommer på tvangsauktion.
Kilde: Miljøstyrelsen
Han har tidligere sagt, at han mener, at erhvervsmand Rene Birch får gavn af særbehandling i byrådet.
- Jeg kan ikke andet end se det som udtryk for, at der er nogen, der får lidt mere hjælp end andre. Og Rene Birch er jo kendt for at få lidt mere hjælp end andre i det her byråd, lød det tidligere i december fra Peter Sig Kristensen.
Den succesfulde erhvervsmand Rene Birch var ikke enig i kritikken.
- Jeg håber da, kommunen føjer alle virksomheder, som de føjer mig, hvis det er det. For det, synes jeg, er det helt rigtige at gøre. Man skal støtte udviklingen, sagde han.
Se indslag om skovområdet her: