Første mand i jobbet
Kai Rasmussen har været hjemmehjælper i 40 år
Da Kai Rasmussen begyndte som hjemmehjælper i 1975 i Kjellerup Kommune var han lidt af et særsyn.
Aldrig før var en mandlig hjemmehjælper blevet ansat i kommunen.
Kai Rasmussen var dermed den første, der trak i arbejdstøjet for at hjælpe kommunens syge og svage borgere med alt lige fra rengøring til personlig hygiejne.
I år har Kai Rasmussen 40-års jubilæum og kan se tilbage på en karriere, hvor flere mænd i løbet af årene har trådt i hans fodspor.
Selvom han var mand i det, der dengang var et kvindejob, oplevede han aldrig fordomme, han mødte på sin vej. Han kan kun huske en enkelt episode for mange år siden, hvor hans køn satte begrænsninger:
- Jeg er en enkelt gang blevet afvist. En ældre dame, som havde noget vasketøj over, og det var nogle underbenklæder. Det synes hun ikke, man kunne sætte en mand til at hænge op, siger Kai Rasmussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Interessen for hjemmehjælperfaget fik Kai Rasmussen efter at have arbejdet som en del af sygekorpset i Forsvaret.
Efter sin 40 år lange karriere er han efterhånden ved at forberede sig på, at den også snart får en ende. Til næste år trækker han stikket og går på pension.
Du kan møde Kai Rasmussen i tv-indslaget øverst på siden.