Emmas usædvanlige valg: Eneste kvinde i sin klasse
Emma Hill er i lære som tømrer, og hun mener, at flere unge kvinder skal præsenteres for byggefagene.
Vækkeuret ringer halv seks, og Emma Hill trækker i arbejdstøjet, som består af overalls og brune støvler med metalsnude.
Med sit lange lysebrune hår skiller hun sig ud blandt sine kolleger og klassekammerater.
31-årige Emma Hill er i lære som tømrer. Da hun første dag trådte ind i sin klasse på College 360 i Silkeborg, var hun den eneste kvinde i sin klasse ud af 40 elever.
Vejen til byggefaget har ikke været snorlige, og det var ikke den vej, hun forestillede sig at gå.
- Da jeg gik i 9. klasse i Vestjylland, var der ikke nogen kvindelige håndværkere, der kom ud og sagde, du kan også det her, du kan bruge dine hænder og arbejde fysisk.
Gjorde som de andre
Derfor fulgte Emma Hill i sine veninders fodspor og gik på gymnasiet, og efterfølgende startede hun på Aarhus Universitet, hvor hun droppede ud efter to år.
Der var ikke nogen studievejledere, der foreslog hende en karriere i byggebranchen.
- Jeg tror, det er vigtigt at få piger præsenteret for muligheden i en ung alder. Det var slet ikke i min bevidsthed, derfor overvejede jeg det ikke.
Emma Hill lagde vejen forbi restaurationsbranchen, inden hun fandt sin rette hylde i tømrerfaget. I dag er hun er nu lærling i sin brors tømrer- og snedkerfirma.
- Jeg har altid haft en skabertrang. Jeg kan godt lide at være aktiv og bruge mine hænder. Det er fedt at skulle finde de rigtige løsninger til kunderne, og man kan mærke, at de bliver glade, siger hun.
Afklædte kvinder
Som den eneste kvinde sin i klasse kan hun savne andre kvinder at sparre med, og nogle gange bliver det ekstra tydeligt, at flertallet på uddannelsen er mænd.
- I værkstedet blev der hængt nogle fremlæggelsesplancher op fra svendeprøver, og på de her plancher var der afklædte kvinder. Det er jo en kulturting eller en jargon. Jeg blev ikke stødt, men jeg synes da, det var mærkeligt, siger Emma Hill.
Hun mener, at der er nogle kulturelle ting i branchen, som skal ændres. Det kommer til at tage tid, ved hun, men branchen har brug for flere kvinder.
- Vi kvinder har også en plads her, og det er en kæmpe styrke, at vi får diversitet ind i byggebranchen. Vi er lige så godt rustet som mændene, for det handler om at finde den rigtige løsning, brænde for faget og bruge sine små grå.
Fællesskabsfølelse
For at bidrage til udviklingen var Emma Hill i sidste uge med projektet Boss Ladies på Aarhus Tech, for at give kvinderne på uddannelsen et socialt netværk, de kan være med i.
Projektet Boss Ladies arbejder på, at få flere kvinder ind i blandt andet byggebranchen og skabe et fællesskab for kvinderne.
Mandag besøgte projektet Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten og Tradium i Randers.
- Ved at indgå i et fællesskab, øger vi kvindernes trivsel og derigennem, kan det være med til at fastholde dem på deres uddannelse, siger Maria Brix, som er projektleder hos Boss Ladies og fortsætter:
- Trivsel og uddannelse går hånd i hånd, og vi ved, at det gør en verden til forskel at indgå i et fællesskab med andre kvinder, hvis man sidder og er alene kvinde i en klasse.
Svært at fastholde kvinderne
Men første udfordring er at åbne kvinders øjne for, at døren ind til skurvognen er åben for alle. Også kvinder. Problemet begynder i folkeskolen.
- Mange af vores kvinder i Boss Ladies fortæller, hvordan de har oplevet kønnet vejledning i folkeskolen, hvordan en studievejleder har sagt, at man ikke skal spilde deres gode karakterer på en erhvervsuddannelse og det kan være svært at gå mod strømmen, når veninderne vælger en gymnasial uddannelse, siger Maria Brix.
Og hvis man som kvinde overvejer at gå ind i byggebranchen, så har Emma Hill en opfordring.
- De skal gøre det. Forhåbentlig kan vi lokke flere kvinder ind på markedet, og der er plads til dem, og der er også brug for dem.